Nyhed

Cat Power aflyser Europaturné

Det er nu endeligt bekræftet, at Chan Marshall ikke kommer til Europa på grund af helbredsproblemer

For nylig postede Cat Power – med det borgerlige navn Chan Marshall – et billede på Instagram med en besked om, at hun overvejede at aflyse sin Europaturné på grund af helbredsproblemer, og fordi hun var gået bankerot. Nu bekræfter sangerinden, at turnéen er aflyst.

På et billede, som Marshall postede på Instagram, fortæller hun blandt andet: "Som mange af mine fans ved, lider jeg af angioødem. Det kan angribe tilfældigt, og er ekstremt skræmmende og farligt, når det rammer min hals, mit luftrør eller min tunge, og jeg har været på hospitalet otte gange siden det første angreb, 2 DAGE EFTER MIN PLADE BLEV UDGIVET. [...] Den amerikanske turné har været dejlig og fantastisk. Da jeg økonomisk ikke havde råd til at få mit show med dets fulde produktion til Europa, gjorde det mig enormt stresset, når jeg prøvede at opnå turnéstøtte. Jeg bliver nødt til at udsætte min europæiske turné indtil næste år, så jeg kan vende hjem og blive rask."

"Sun" er Cat Powers niende album, som kom på gaden den 4. september i år. Albummet blev ekstremt godt modtaget i GAFFA, hvor anmelder Lars Löbner Jeppesen gav albummet topkarakter med seks ud af seks stjerner. Han noterede sig en anden Cat Power end den, der gives udtryk for via Instagram, og skrev:


"'Sun' er en solstrålehistorie og et skinnende pragteksempel på, at der er håb forude for selv den mest fortabte sjæl."

ANNONCE