Trods rygter om en tre-årig pause fortæller bandet, at de arbejder på et sjette album
Det britiske band Coldplay er begyndt at arbejde på deres sjette album og afviser derved rygterne om, at banden ville tage en pause fra musiklivet på mindst tre år.
Ifølge Billboard udtalte frontmand Chris Martin ved en australsk koncert: "Dette er det sidste store show i tre år eller lignende. Jeg har ikke lyst til at stoppe koncerten." I et nyt interview til Daily Star har frontmand Chris Martin dog fortalt, at han mente, at der ikke ville være nogen verdensturné i en række år, men at han allerede var i gang med sange til det næste Coldplay-album. Ved samme lejlighed udtalte Martin desuden:
"Jeg er heldig, at jeg laver det, jeg gør, og jeg vil absolut ikke stoppe. Ideen med pausen på tre år kom kun frem, fordi jeg sagde til en koncert i Australien, at vi måske ikke ville komme tilbage til landet i tre år. Det er muligvis sandt, men det er bare sådan, turnéer fungerer. Men der ikke nogen risiko for, at vi tager en tre-års pause."
Coldplay har derudover fortalt til den australske radiostation 2dayfm, at titlen på det kommende album vil være lettere at udtale end albummet "Mylo Xyloto" fra 2011.
Tidligere i november udsendte Coldplay deres nye koncertfilm "Live 2012", der både blev vist ved en særlig biografaften og siden er udgivet på dvd, Blu-Ray og cd. "Live 2012" blev anmeldt til fem ud af seks stjerner i GAFFA tidligere i november.





