Nyhed

Dansk musikfotograf udgiver crowdfundet fotobog

Sigrún Gudbrandsdóttir står bag en ny bog, der viser kunstnerne på den danske musikscene i de sidste 25 år

Fotografen Sigrún Gudbrandsdóttir er på vej med en fotobog med titlen "Portraits And Parties 1983-2013", som blandt andet indeholder sjældne eller aldrig før udgivne billeder af et bredt udsnit af den danske musik- og kunstscene gennem de sidste 25 år. Bogen indeholder blandt andet billeder af Mew, Jomi Massage, Malk De Koijn og Simon Kvamm (billedet). Desuden vil der være aldrig før offentliggjorte billeder fra Kira Skovs tur til Island, hvor hun indspillede med John Parish i 2010.

Sigrún Gudbrandsdóttir var selv en del af musikmiljøet og var medlem af 90'er bandet Lovebites. Hun har desuden lavet musikvideoer for blandt andre Malk de Koijn og Moi Caprice, og mange bands har brugt hende som cover- og pressefotograf igennem årene. Hun er tidligere medlem af den prisvindende kunstnergruppe Ingen Frygt og arbejder i dag som fotograf, art director og billedredaktør på Scenario Magazine.

De medvirkende i bogen og deres netværk står sammen om at få bogen ud, så den bliver den første, store danske crowdfundede fotobog. Bogen er ikke færdig endnu, og folk har stadig muligheden for at komme med forslag til, hvem der mere skal med. Man kan også støtte med så stort et beløb, at man selv kan komme med i bogen ved siden af musikerne. For et noget mindre beløb kan man få et fotografi af fotografens numse.


Om fem-seks uger udløber fristen for at få indflydelse på bogen, hvilket er muligt via projektets hjemmeside.

 

ANNONCE