Nyhed

Dave Grohl spiller trommer med Queens Of The Stone Age

Foo Fighters-frontmanden vil igen være trommeslager for det amerikanske rockband

Dave Grohl vil igen spille trommer for Queens of the Stone Age. Forsanger Josh Homme har for nylig udtalt til Radio 1, at Foo Fighters-frontfiguren ville erstatte Joey Castillo på bandets kommende album, som bliver det sjette. Desuden viser et billede på bandets Facebook-side en mikserpult, hvor navnet "Dave" står ud for ordet "drums".

Dave Grohl har tidligere været en del af Queens Of The Stone Age for omkring ti år siden, hvor han blandt andet medvirkede på albummet "Songs For The Deaf" fra 2002. Grohl spillede en række koncerter med bandet, men blev aldrig et fuldgyldigt medlem, selvom han kunne ses i videoen til den populære single "No One Knows".

Dave Grohl og Josh Homme har derudover arbejdet sammen med den tidligere Led Zeppelin-bassist John Paul Jones i Them Crooked Vultures. Tidligere har Grohl været en del af Scream og Nirvana og har medvirket i projekter med eksempelvis Killing Joke, Tenacious D, Nine Inch Nails, Juliette and the Licks, David Bowie, The Prodigy, Slash samt hans eget metalprojekt Probot.


Queens of the Stone Age var sidst albumaktuelle i 2007 med albummet "Era Vulgaris", som blev anmeldt til fem stjerner af GAFFAs Keld Rud.

    ANNONCE