Den Gale Pen møder Jesper Binzer

Frontmand i D-A-D, Jesper Binzer, har skrevet bogen I Won't Cut My Hair (opkaldt efter deres eneste hit) om at være rockstjerne. Besynderligt nok ved at skrive om, hvor lidt rockstjerne, han er. Den slags usammenhængende sludder gider Den Gale Pen normalt ikke spilde tid på, men hr. Binzer har fået en sidste chance for at forklare sig. Læs hvordan det går her.

Hej Jesper. Så fik du skrevet den obligatoriske rockstjernebog. I spiller jo mest på provinsfestivaler og til firmajulefrokoster, så det er vel begrænset, hvor spændende den kan være?

– Det er klart, at et Aarhusblad som GAFFA synes, at Frankrig, Tyskland og Portugal er provinsen, men det er rigtigt, at vi også spillede på NorthSide i år og en masse andre steder på jeres halvø – og det er rigtig, at det er en rockstjernebog, for det er det, jeg er: den første og eneste herhjemme med bog! Men desværre er vi ikke blevet hyret til julefrokoster de sidste mange år – vi er blevet for dyre...

Er det ikke altid det samme, når kunstnertyper skriver bøger? Lidt hor, drugs, op- og nedture, og til slut skal alle klappe i hænderne, fordi I er blevet voksne og dyrker spelthygge med familien i stedet for at drikke jer i hegnet?

– Jeg tror, de allerfleste menneskers liv kan beskrives som lidt hor, lidt drugs, op- og nedture, og så, hvis man er heldig og smart, ender man med at kunne være noget for andre. Jeg er så bare lidt smartere, og har fået det hele skrevet ned, og kan hæve bibliotekspenge, indtil jeg dør. 

Ja, ja, lad os nu se, hvordan det går, Jesper! Rygtet går, at nogle roadier engang bestilte en glædespige til dig, men du endte med at gå forurettet hjem. Var det der, du for alvor fandt ud af, at du var en tøsedreng?

– Det er rigtigt, at en prostitueret var hyret ind for at glæde mig, men også fordi entouragen syntes, jeg gik glip af noget – en tøsedreng er en, der ikke kan klare presset, men jeg kan godt.

Ja, uha, hvor er man presset, når man får foræret en gratis champagnepige… Er Peter A.G i øvrigt stadig fornærmet over, at D-A-D klattede alle hans penge væk på håbløse Kent til Wig Wam?

– Ingen anelse – snakker ikke med ham, men generelt skal man prøve at undgå at blive fornærmet.

Okay, I ruinerede ham jo også kun. Jeg har hørt om et kommende læserarrangement med dig, hvor boghandlen kalder dig "The Rockfather of Denmark". Der kan man nyde et lille glas vin med dig, mens du signerer din pamflet. Er jeg den eneste, der ikke kan tage det alvorligt?

– "Rockfather of Denmark?" Det er satme sejt, og det har jeg ikke engang selv fundet på! Og hvis der er vin til, kan det da ikke være totalt tidsspilde? Kom, drik, hils, læs og vær glad.

Thanks but no thanks, D-A-D er efterhånden rockens svar på Weber-grill og fadøl, jeres publikum er vindjakke-par, der i vertikal ske tramper takt, og du er frontfigur for PFA Pension. Hvordan kan du insistere på at kalde dig selv for rockstjerne?

– Fordi jeg ikke er sunket sammen under andres forventninger om, at jeg partout skulle udleve deres version af en rockstjerne.

No shit, jeg tror endda Amin Jensens tourliv er vildere, selv Stig, som vist nok skulle være the bad-ass i bandet, vimser hver dag rundt i indre København med en lille tæppetisser i snor. Har I helt givet op?

– Jeg kan sige så meget, at Stig har givet op på GAFFA...

Forståeligt, vi skriver jo kun om rockstjerner. Nå, men vi skal vel slutte med en salgstale for din bog. Må jeg høre, hvorfor nogen skulle bruge deres SU på dit selvhævdende praleri.

– Den hjælper på alt; mindreværdsfølelser, parforhold og økonomiske problemer. Den er fuld af gode billeder, så køb et eksemplar til dem, du kan li!