Et ekstra navn kom på i 11. time
Så blev spændingen udløst, og GAFFA bringer dig de fem første navne til NorthSide her. North Side-fans kan glæde sig til at opleve Band of Horses, The Flaming Lips, Nephew, Trentemøller og Arctic Monkeys i Aarhus Ådal til sommer.
GAFFA kunne tidligere i dag skrive om, at NorthSide var kommet med tre ledetråde i løbet af den sidste uge, og flere af GAFFAs læsere har også gættet med. Spændingen blev udløst for få øjeblikke siden, da Smag På P3-værten Signe Vadgaard kunne afsløre disse fem navne. Ifølge NorthSide var det Band of Horses, The Flaming Lips, Nephew og Trentemøller, som ledetrådene hentød til, og Arctic Monkeys blev bekræftet i sidste øjeblik.
Arctic Monkeys udgav deres debutplade i 2006 og er i dag et af Englands største rocknavne. Arctic Monkeys har flere gange spillet i Danmark, heriblandt to gange på Roskilde Festival, som de senest besøgte i 2011. Arctic Monkeys åbnede også OL i London i år, og NorthSide-deltagere kan glæde sig til at opleve brit-rock søndag den 16. juni.
Band of Horses spillede på NorthSide i 2011 og de gav en udsolgt koncert i Falconer Salen for få uger siden, og GAFFAs anmelder Espen Sprunk gav koncerten fire ud og seks stjerner og skrev blandt andet: "Samspillet er solidt, orglets fremtrædende rolle klædelig, guitarerne gnistrende, og det er i det hele taget svært at sætte en finger på den indsats der ydes. Nøjagtig halvanden times koncert foruden fire ekstranumre, fuldt fokus på musikken og en behageligt uformel stemning". Band of Horses spiller også på NorthSide søndag den 16. juni.
The Flaming Lips spillede sidste gang i Danmark i 2009. Dengang blev bandet anmeldt af GAFFAs Jogn Fogde – der i dag er talsmand for NorthSide – og han gav dem de sjældne seks ud af seks stjerner og kaldte det for "det bedste show i verden". Hvis The Flaming Lips kan komme på niveau med deres show i 2009, kan festivalgængere glæde sig til at opleve dem lørdag den 15. juni.
Nephew gæster også Ådalen til sommer, og bandet, der i øjeblikket er aktuelle med albummet "Hjertestarter", har mange hits i bagagen. De er kendte for deres spøjse tekstunivers og var et af hovednavnene, da NorthSide løb af stablen første gang i 2010. Frontmanden Simon Kvamm og resten af Nephew spiller på NorthSide fredag den 14. juni.
Trentemøller har spillet på mange af de største festivaler i hele verden, og han er kendt for sit smådystre univers og anmelderroste optrædener. Trentemøller kan opleves på NorthSide lørdag den 15. juni.
GAFFA glæder sig til at opleve og anmelde alle fem optrædender, når NorthSide finder sted i dagene 14.-16. juni 2013.
Billetsalget til festivalen er i fuld gang via GAFFA Live.
Kom med din mening om de fem offentliggjorte artister i kommentarfeltet herunder.





