Helt op på scenen ved Led Zeppelins højpotent historiske genforeningskoncert
* * * * *
De fleste med et forhold til feltet - musikere såvel som menigmand - har hver deres egen, personlige historie om deres første, afgørende møde med rock'n'roll. Det er sjældent synderligt interessant for andre at høre om, men ikke desto mindre: for denne signatur bestod overgangsriten i rålytning af en håndfuld udtræk fra forældrenes afskallende hvidmalede jalousiskab med lp'er - "Pearl", "Masters of Reality" samt "Led Zeppelin II" og "IV". Det var magisk dengang - og i aften i BioCity Århus bløde sæde oplever anmelderen minsandten flashbacks til netop den dér allerførste gang, du ved.
Vital genkomst
Vi var nogle stykker, som godt ville have haft billet til Led Zeppelins enkeltstående genforeningskoncert i Londons 02 Arena i december 2007, og her små fem år senere lander så en solid trøstepræmie i form af koncerten dokumenteret på første hånd. Vi er simpelthen med på scenen ved koncerten, som hurtigt viser sig at være en nærmest naturstridigt vital genkomst fra et af genrens allervigtigste rockbands.
Det er ikke "bare" en aften på nostalgiens vinger, men simpelthen fra første færd et respektindgydende livtag med rockens - og bluesens - urkræfter. Kun fantastisk velspillende John Paul Jones på bas kunne ligne en, som har fået et såkaldt almindeligt arbejde i mellemtiden: makkerparret Jimmy Page og Robert Plants oplagte star quality og rock'n'roll-aristokratiske fremtræden er uændret efter mere end 40 år.
Og de ved det selv, denne aften i London: der udveksles indforståede og gensidigt bekræftende blikke og smil bandmedlemmerne imellem, og alle ved, at nu går det op i den berømte højere enhed og der går en elektrificeret engel gennem koncertsalen. Som Plant siger på et tidspunkt med hilsen til den afdøde Atlantic Records-grundlægger Ahmed Ertegun: "Ahmed, we did it!".
Ahmed, de gjorde det
Og det gør de vitterligt her, ikke bare i den just afviklede "Stairway to Heaven" men i hele det seje sæt, som også kommer omkring en gnistrende fortolkning af bluestraditionalen "In My Time of Dying" og kulminerer i ekstranumrene "Whole Lotta Love" og "Rock'n'Roll"; Page i gennemsvedt hvid skjorte efter over et par timer at have cementeret sin status som, ja, en af branchens mest udtryksfulde guitarister. Punktum.
Kameraerne bevæger sig ubesværet omkring på scenen; snart kigger vi fra Jason Bonhams plads ved trommerne ud mellem nogle kabinetter på Page, så følger vi fingrene på sidstnævntes gribebræt. Antallet af effekter begrænser sig til enkelte sort/hvide glimt og passager, hvor der lægges et filter over billedet som får det til at ligne gamle arkivoptagelser - inden vi atter er tilbage i "nutiden" med en oplevelse af at "åh, det sker jo lige nu, og vi er midt i det".
Magien intakt
"At vælge fra ti album...", siger Plant på et tidspunkt, "...der er bestemte sange, som man bare ikke kommer udenom". "Ramble On" fra gruppens andet album følger, inden "Black Dog" som fjerde nummer allerede slår fast hvad der er ved at ske: en vital og vellykket genforening af et vigtigt rockband, simpelthen.
Der er bands, som er tæt på at undergrave deres eget eftermæle med mindre vellykkede genforeninger og suppekogeri på fordums meritter. Og så er der Led Zeppelin, som giver en - og kun en - koncert, og that's it. Så skal det være noget helt særligt - og er det i den grad også.
