Nyhed

Guide: 13 rigtige udgivelser i november

GAFFA guider dig igennem et hold spændende album, der lander i butikkerne denne måned

November måned byder på en lang række danske og internationale albumudgivelser af forskellige karakter. For eksempel gør Mikael Simpson status over de sidste ti års musikkarriere med et opsamlingsalbum med remixes og livenumre, Green Day udsender anden del af deres albumtrilogi, og Björk udgiver remix-udgaver af sangene fra sit "Biophilia"-album.

Robbie Williams: Take The Crown - 5. november

Robbie Williams er klar med sit niende album som soloartist. Albummet udkommer under navnet "Take The Crown" den 5. november og indeholder blandt andet singlen "Candy". "Take The Crown" bliver udgivet i en almindelig og en deluxe udgave, som indeholder to ekstranumre, "Reverse" og "Eight Letters", samt videoer som viser behind the scenes-optagelser ved albummets tilblivelse og optagelser fra musikvideoen til "Candy".


Crystal Castles: III – 5. november

Den canadiske elektroduo Crystal Castles udgiver 5. november deres tredje album, der har fået den korte titel "III", og som blandt andet indeholder singlerne "Plague" og "Wrath Of God". Crystal Castles består af sangerinden Alice Glass og programmør pg producer Ethan Kath, og udgav i 2008 deres første, selvbetitlede album, der modtog masser af roser for gruppens eksperimenterende, mørke, dansable, skramlende og støjende electronica.

Mikael Simpson: Kompilation "2002-2012" – 5. november


Mikael Simpson debuterede som soloartist i 2002, og dette fejrer han både med en række jubilæumskoncerter og med udgivelsen af "Kompilation 2002-2012". Albummet er på gaden den 5. november og indeholder 31 sange, hvoraf et par stykker er nye, andre er remixes og livenumre, og originaludgaverne er lagt i kronologisk rækkefølge.

Aerosmith: Music From Another Dimension – 5. november

Den 5. november udkommer veteranrockerne Aerosmiths 15. studiealbum. Udspillet har fået titlen "Music From Another Dimension" og er gruppens første siden coveralbummet "Honkin' On Bobo" fra 2004 og det første med egne sange siden "Just Push Play" fra 2001. Singleforløberen "Legendary Child" kunne seere af det amerikanske talentshow Americal Idol få at høre under sæsonafslutningen, hvor Aerosmith-sanger Steven Tyler har været dommer de sidste to sæsoner.


Soundgarden: King Animal – 12. november

Soundgarden udgiver deres første album i 16 år "King Animal" den 12. november, der indeholder førstesinglen "Been Away Too Long". Siden frontmanden Chris Cornell i januar 2010 annoncerede, at bandet var gendannet, har der været forventninger om et nyt album, men ventetiden slutter altså midt i november, hvor comeback-albummet "King Animal" udkommer i Europa.

Lana Del Rey: Born To Die - Paradise Edition – 12. november


Lana Del Rey genudgiver debutalbummet som et bokssæt under titlen "Born To Die – Paradise Edition". Bokssættet indeholder otte nye sange, heriblandt singlerne "Ride" og covernummeret "Blue Velvet", og de nye sange vil også kunne købes for sig selv uden debutalbummet.

Persona: Epiphanies of Grandeur – 12. november

Rocksangerinden Kira Skov og eks-guitarist i Sort Sol Peter Peter er på vej med et album fra fællesprojektet Persona. Albummet har fået titlen "Epiphanies Of Grandeur", og kommer på gaden mandag den 12. november. Flemming Rasmussen, som Peter Peter har arbejdet med siden Sods' debut-album "Minutes to Go" i 1979, har siddet bag mikserpulten i forbindelse med albummet.


Brian Eno: Lux - 12. november

Brian Eno er klar til at udgive første soloalbum siden "Another Day on Earth" fra 2005. Det kommende udspil har fået titlen "Lux" og udkommer på Warp Records. Det er den legendariske musiker og producers tredje album på det lille selskab, og pladen indeholder en 75 minutter lang komposition i fire dele. Kompositionen tager angiveligt udgangspunkt i et kunstværk som befinder sig i Venaria-paladset i italienske Torino, skriver Uncut.

Green Day: ¡Dos! – 13. november


Det amerikanske punkrockband har indspillet albumtrilogien "¡Uno! ¡Dos! ¡Tre!" i diverse studier verden rundt, og i et interview har Billie Joe Armstrong selv beskrevet trilogien således: "Det første album starter festen. Det næste album er selve festen fra helvede. Og det sidste er tømmermændene." Første album kunne fans allerede få glæde af den 25. september, og nu kommer så anden del – festen fra helvede – med titlen "¡Dos!", inden tredje del bliver frigivet den 11. december i år.

Coldplay: Live 2012 – 19. november

Engelske Coldplay er snart klar med både et livealbum og en tourfilm, som begge udkommer den 19. november. Både album og film får titlen "Live 2012" og dokumenterer bandets anmelderroste Mylo Xyloto-tour, som blandt andet lagde vej forbi Parken i København, hvor Coldplay spillede for 50.000 mennesker.


Rihanna: Unapologetic – 19. november

Rihanna har i de sidste måneder taget små skridt i forhold til afsløringer omkring sit kommende album. Først var albummet annonceret på Twitter ved en fejl af sangerindens franske pladeselskab, og siden kom hun med hints om den populære førstesingle "Diamonds", som udkom sidst i september. I oktober afslørede Rihanna artworket til albummet, hvor sangerinden fra Barbados er topløs med ord skrevet over kroppen, og albummet udkommer desuden i en eksklusiv "Deluxe Executive Platinum Box", som dog først lander i butikkerne den 11. december.

Björk: Bastards – 19. november


I oktober sidste år udsendte islandske Björk sit seneste album "Biophilia". Sangene på albummet er blevet remixet af andre kunstnere, og nu udgiver Björk et udvalg af disse remix-versioner på albummet "Bastards", som er på gaden den 19. november. "Bastards" udgives på Björks faste pladeselskab One Little Indian og indeholder nye udgaver af "Biophilia"-sangene med blandt andet Death Grips, Hudson Mohawke, These New Puritans og Omar Souleyman. Remixene er tidligere udgivet som en del af en serie i otte dele.

Jacob Bellens: The Daisy Age - 26. november

Jacob Bellens, som har gjort sig bemærket i både Murder og I Got You On Tape, er ved at være klar med sit debutalbum som soloartist. Albummet har fået titlen "The Daisy Age", udkommer den 26. november, og indeholder blandt andet førstesinglen "Champion Sounds".


ANNONCE