Efterklangs nye album er i centrum ved den første af en række events, som dyrker lyden på danske album
Hi-Fi Klubben har dannet tiltaget Hi-Fi Scenen, hvor publikum får muligheden for at nærlytte udvalgte album under unikke lydforhold. Lydoplevelsen bliver kædet sammen med historierne bag de forskellige album - fortalt af skaberne selv. Den første event sætter fokus på Efterklangs "Piramida", og finder sted den 13. november på Ideal Bar i København.
"Det er helt naturligt for os at sætte fokus på lydkvaliteten. Og med denne konstellation rettes fokus fuldt fortjent mod de musikere og producere, der gør et stort stykke arbejde for at fremelske netop lyden i musikken – Albummet er musikerens færdige værk, og det er derfor en ære for os at kunne præsentere Hi-Fi Scenen," siger Martin Kjær Skou fra Hi-Fi Klubben.
Efterklangs bassist, Rasmus Stolberg, og tekniker og mikser på "Piramida", Francesco Donadello – blandt andet kendt for samarbejder med Modeselektor og Thom Yorke – vil fortælle om alt fra lydekspeditionen til den norske spøgelsesby Piramida til den ni måneder lange bearbejdning af materialet i Berlin.
Det er musiker og radiovært Kristian Leth, der sammen med kreativ direktør Johannes Dybkjær Andersson fra Volume udvælger albummene, og han er samtidig også vært ved arrangementet.
"Lyden på danske album har nået ekstrem høj kvalitet, og det er værd at dvæle ved i en tid, hvor meget musik bliver hørt flygtigt i komprimeret kvalitet på dårlige højtalere. Dimensionerne vokser, og du oplever en helt anden sanselighed, når du får tiden og rummet til at høre og bearbejde dybden i gennemarbejdede værker," udtaler Kristian Leth.
Andet arrangement i række forventes at foregå i foråret.
Køb billet til arrangementet via Vegas hjemmeside.





