Nyhed

Into Century – Sang for sang

Rock-kvartetten fortæller om deres splinternye andet album, ”Nobody’s Slave”

Rock-kvartetten Into Century er nu klar med deres andet album "Nobody's Slave". Bandet debuterede i 2009 under navnet Century med albummet "Into Your Sun" og har på deres vej frem spillet hundredvis af store og små koncerter i hele verden, fra L.A. til København. Blandt andre musikkanalen MTV har fået øjnene op for det danske band, og bandet har spillet en privat showcase på kanalens hovedkontor i L.A. Derudover har Into Century to musikvideoer i rotation på MTV's web-baserede kanaler.

"Nobody's Slave" er produceret og mikset af Tore Nissen og Johan Wohlert, der blandt andet har arbejdet sammen om The Storms "Black Luck".

GAFFA har fået Into Centurys sanger Jon Century til at skrive en gennemgang af albummet sang for sang, og den følger herunder:


NOBODY'S SLAVE

Denne sang handler om human trafficking. Menneskeretsorganisationer anslår at omkring 27 millioner mennesker verden over er ofre for menneskehandel. Hovedsageligt kvinder og børn som mod jeres vilje bliver solgt til at arbejde som sexslaver. Den dokumentarudsendelse som inspirerede mig til at skrive sangen, og få øjnene op for sagen, tog udgangspunkt i unge kvinder fra Østeuropa som bogstaveligt talt blev kidnappet med vold fra fortovet i deres eget nabolag. Herefter bortført til et mafia-ejet hemmeligholdt horehus, låst inde i et lille rum uden vinduer og en klam madras på gulvet.

Her blev de unge kvinder skudt op med bedøvende billige narkopræparater og systematisk voldtaget og slået af forskellige betalende "kunder", til tider helt "normale" ellers velfungerende familiefædre. Når disse unge kvinder, nogle gange efter 2 års ubeskrivelig misbrug, så ikke længere kunne generere en indtægt blev de efterfølgende kastet ud af en kørende bil. I mange tilfælde døden nær efter deres behandling.


JUNKIE

Nogle mennesker kan har travlt med at pege fingeren af alkoholikere og junkier. Der er i virkeligheden så mange former for afhængighed, og det er vel de færreste mennesker som kan sige sig helt fri for en eller anden slags afhængighed? Af at spise mere end hvad godt er for én, være så begærlig efter penge eller magt at det forpester ens eget og andres liv, konstant at tænke på sex eller en bestemt persons anerkendelse. Hvordan er disse afhængighedsformer anderledes end de gængse?

Jeg har boet et lille års tid i New York. Det var et liv i overhalingsbanen i 10ende gear. Fik vendt vrangen godt ud på hjernen, mens vi dansede på væggene og talte med solguder fra andre planeter. Det var mere held end forstand at vi landede på Jorden igen. Tiden i New York lærte mig være meget forsigtig med at dømme og at "vælge mine dårlige vaner med omhu"


OPEN UP YOUR GATE

Sangen handler om Ku Klux Klans mord på flere afro-Americans og civilrettighedsforkæmpere i 50'erne og 60'erne. Mange mennesker i Mississippi har været tavse vidner til uhyggelige racerelaterede forbrydelser. Mange vidner var skræmt fra vid og sans og turde ikke stå frem, mennesker forsvandt og blev senere fundet myrdet. Sangen handler om at stå fast, selv når dit eget liv er truet. Rosa Park, Martin Luther osv. stod ved deres overbevisninger, og det synes jeg er vigtigt i denne verden. For ellers mister man sig selv.

"Down in Mississippi the saint is to sin resigned


He's been peeping from his bedroom window

'Cause it just don't pay to speak your mind"

SWEET SURRENDER


Handler om den første gang jeg mødte mit livs største kærlighed Camila på "Märkbar" i København, og vidste at jeg aldrig nogensinde ville slippe hende ud af syne igen. Det kan være en stor udfordring at overgive sig til kærligheden, og til et andet menneske, velvidende at hun samtidig holder nøglen til din egen selvdestruktion. Men i mit eget tilfælde hvor tiltrækningskraften var så enorm stærk og uimodståelig var der intet andet at gøre end at kapitulere i "Sweet Surrender" og håbe på det bedste.

DARE

Sangen "Dare" er en kamufleret kærlighedssang. Det er både en kærlighedssang om mit livs største kærlighed Camila og om musikken i mit liv som var det en kvinde. "The law of attraction" er et universalt princip, som virker på alle områder.  Den historie du fortæller dig selv har afgørende indflydelse på din skæbne. Kunsten at kunne slippe kontrollen og stole blindt på at livet, Gud, kærligheden, universet, eller hvad man ønsker at kalde det, vil guide én gennem livet.


MAN OF GOD 

Denne sang er uden tvivl og indpakning et frontalt angreb på den mørke side af Vatikanet. Ikke på katolikker, religion, Gud eller troende mennesker. Det er en verbal røvfuld til de mange brodne kar som findes på alle niveauer i Vatikanet. Denne gruppe af præster, kardinaler, og paven selv har alle gjort sig indirekte eller direkte skyldige i forskellige forbrydelser mod menneskeheden. Disse forbrydelser varierer fra pædofili til at Vatikanet med deres enorme formue investerer i kondomfabrikker, våben, narko, hvidvaskning af mafiaens penge samt mordet på deres egen Pave Johannes Paul I som kun sad som pave i 33 dage. 

TIME TO SHINE 


Der findes ikke et bedre tidspunkt end lige nu. Du vælger selv om du vil finde på undskyldninger for hvorfor du ikke handler, eller om du vælger at få fingeren ud og gøre noget ved dit liv. Personligt har jeg selv, på et tidspunkt i mit liv, været indhyllet i mine egne dårlige undskyldninger. Disse undskyldninger begrænsede mig og viklede mig ind i en nedadgående ond spiral af dovenskab og bebrejdelse. Men der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere kan lyve over for sig selv, og man er nødt til at indse, at man selv er herre over sin egen skæbne.

HOLD ON 

Don't take no for an answer. Denne sang handler om min personlige kamp for at nå mit musikalske mål. Hvad er succeskriteriet for mig som sanger/musiker, og hvad er jeg villig til at ofre?! En ting er sikkert, og det er at drømme handler om at blive ved. Pure passion and believe.


INDISTOGETHER

Verden har set og oplevet nok krig, hungersnød, slaveri, grådighed og mange andre former for uretfærdigheder. Som verdenssamfund har vi uden tvivl ressourcerne og viden til at hjælpe de mange nationer verden over som er i alvorlig nød. Hvad ligger til grund for at vi hyppigt graduerer hvad et kontrært menneskes liv er værd. 10 vestlige menneskers død får generelt langt mere omtale i medierne end 50.000 menneskers død af sult i et givent uland.

OMG


Sangen beskriver både venners, bekendtes og egne eksperimenter med stoffer. Hvornår er det kreativ brug, og hvornår bliver det en flugt fra en virkelighed som ikke harmonerer med målet og drømmen om at være lykkelig. Stoffer kan være en form for selv-protektionisme. En frygt for fiasko. Sangen handler om at slippe illusionerne og indse at målet er i sigte.

CALL ON ME 

Sangen handler overordnet om venskab. Det at man, uanset hvad man har rodet sig ud i, altid kan stole på hjælp fra sin ven/venner når alt og alle andre har opgivet en. 


Personligt blev jeg inspireret til at skrive sangen på grund af 2 forskellige mennesker i mit liv. Den ene person var en af mine tætteste venner som over en længere periode havde haft et meget problematisk forhold til sin kæreste. Voldsomme skænderier og stor jalousi som kulminerede med utroskab og en slem skilsmisse. Mere end nogensinde før havde han brug for en ven.

I det meste af denne turbulente periode boede vi sammen i New York, hvor vi skrev musik, gik i byen og filosoferede over livet sammen. Den anden person var sangeren Kira Skov som jeg er stor fan af. Jeg ønskede at skrive en duet som vi kunne synge sammen. Teksten rummer derfor også min værdsættelse og beundring af hende som sanger samt det indtryk jeg har af hende som person efter at have talt med hende et par gange.

CAN ANYBODY HEAR ME


I denne tid hvor Internettet er blevet en fuldstændig almindelig integreret del af så mange menneskers liv tager det overhånd for nogle. Denne sang handler om en mand vis eneste menneskelige interaktion sker på nettet. Han forelsker sig i en kvindelig blogger som han ind i mellem har korte skrevne udvekslinger med. Han forestiller sig han ved alt om hende og fantaserer sig et lykkeligt liv hvor hans kærlighed er gengældt fra den kvindelige blogger. Vel vidende inderst inde at han drømmer sig væk i cyberspace og hans konstruerede virkelighed bygger på en illusion som er ved at briste.

 

ANNONCE