Simon og Frank er på vej med et show, hvor både komikere og musikere deltager
Den 11. og 12. januar 2013 inviterer Simon Kvamm og Frank Hvam indenfor i Bremen Teater til et par shows under titlen "Hvam og Kvamm med Venner - en aften hvor vi osse selv har det sjovt" med både komikere og musikere. Kvamm og Hvam vil være værter, og de præsenterer følgende navne: Mick Øgendahl, The William Blakes, Anders Grau, Marie Key, Jonatan Spang, Shaka Loveless og Mia Lyhne.
"Den mest tungtvejende grund til at arrangere en aften som denne er, at vores efternavne ligner hinanden så meget, som de gør. Derudover synes vi, det kunne være hyggeligt, at musikere og komikere for en gangs skyld kunne mødes og skiftes til at optræde på samme scene. Forhåbentlig med det resultat, at publikum vil få en anderledes afslappet, men ekstra underholdende aften. Sidst, men ikke mindst, vi har gjort det een gang før – og det var rent ud sagt en pisse hyggelig aften. Ja, vi gider ikke være beskedne… det var en dundrende succes," fortæller Kvamm og Hvam.
Simon Kvamm og Frank Hvam er selv medejere af Bremen Teater, og de to herre har tidligere stået bag et arrangement som dette. I maj 2011 præsenterede de Mick Øgendahl, Søren Huss, Jacob Tingleff, Fallulah, Per Vers og The William Blakes.
Der er efterfest i Bremen bar efter showet. Billetter til showet kan købes her.