Nyhed

Line fra X Factor vender tilbage

15-årige Line har netop udsendt singlen "Os To" – se videoen og lyt til den her

Line blev nummer to i dette års udgave af X Factor og udsendte i den forbindelse singlen "Eter Dig", som solgte guld. Nu er hun tilbage med singlen "Os To", der netop er udkommet.

Nummeret "Os To" handler om den ungdommelige forelskelse, der kan opstå på et dansegulv, og er skrevet og produceret i samarbejde med Providers og Engelina Larsen, der tidligere har arbejdet sammen med store navne som Rasmus Seebach og Medina.

Siden Line blev nummer to ved det store X Factor show den 23. marts i år, har hun trukket sig væk fra rampelyset og opholdt sig på efterskolen Oure Sport & Performance, hvor hun har haft mulighed for at fordybe sig i musikken. Hendes interesse for musik startede allerede, da hun var syv år gammel i hjembyen Skagen, og siden har interessen for pop hængt ved. 


"Det er første gang, jeg har haft nogle, jeg kunne dele min musikinterresse med. I Skagen går det meget op i håndbold og fodbold," siger Line og fortsætter: "Jeg har altid haft manglet nogle, jeg kunne snakke musik med".    

Line optrådte sammen med Alphabeat ved det store X-Factor finaleshow i marts, hvor Ida løb med førstepladsen og Sveinur måtte nøjes med en tredje-plads. Ida optrådte med Lukas Graham, og Sveinur optrådte med Oh Land. 

En ny omgang af X Factor løber af stablen igen i det nye år, og hvordan det nye kuld af sangere klarer sig, kan endnu engang følges på DR i bedste sendetid. Indtil da kan du lytte og se Line nye single "Os To" her.


 

 

ANNONCE