Den populære danske sangskriver bliver ved med at smide flere koncerter på programmet
Sidst i september offentliggjorde den danske sangskriver Mads Langer en række danske koncerter i Danmarks fire største byer. Flere af disse fik hurtigt udsolgt, og derfor kom der to ekstrakoncerter på programmet. Nu er det endt ud med en længere Danmarksturné, som rammer en lang række danske spillesteder til foråret med nye sange.
Tidligere på efteråret kunne Mads Langer findes i TV2-programmet "Toppen af Poppen", hvor han og en række andre danske kunstnere fortolkede hinandens sange. I programmet sang Langer blandt andet en version af "Overgi'r mig langsomt", der oprindeligt blev udgivet med Sanne Salomonsen på hendes comeback-album "Unico". Men Langer havde selv skrevet sangen, og hans version har efter programmet toppet hitlisterne.
Desuden er Mads Langer netop gået i studiet for at indspille et nyt album, som vil udkomme i begyndelsen af næste år.
Mads Langer har siden sin debut i 2006 med "Attention Please" gjort sig bemærket med masser af radio-airplay, et hav af koncerter og med sin stemme og sangskrivning. Han har ikke kun hittet med sine egne sange, men også med fortolkningen af Olives "You're Not Alone", der ifølge en opgørelse fra Koda var det mest spillede nummer på DR's radiokanaler i 2010.
Find din billet til Mads Langer via GAFFA Live.
Mads Langers forårsturné:
28.02 Viften, Rødovre
01.03 Trommen, Hørsholm
02.03 Elværket, Holbæk
06.03 Horsens Ny Teater
07.03 Sønderborghus
08.03 Vejle Musikteater
09.03 Værket, Randers
13.03 Kulturhuset Pavillonen, Grenå
14.03 Tobakken, Esbjerg
15.03 Musikhuset Aarhus (udsolgt)
16.03 Fermaten, Herning
20.03 Fredericia Teater
21.03 Portalen, Greve
22.03 Skraaen, Aalborg
23.03 Godset, Kolding
28.03 Toldkammeret, Helsingør
29.03 Stars, Vordingborg
30.03 Musikhuset, Rønne
04.04 Gjethuset, Frederiksværk
05.04 Store Vega, København (udsolgt)
06.04 Store Vega, København (udsolgt)
07.04 Store Vega, København
11.04 Folkets Hus, Struer
12.04 Magsinet, Odense (udsolgt)
13.04 Magasinet, Odense
14.04 Musikhuset Aarhus




