Romanen "Bunny Munros Død" bliver nu opført som teaterstykke
Nick Cave udgav i 2009 romanen "The Death of Bunny Munro" – på dansk "Bunny Munros død" – og nu bliver bogen til en forestilling, der vil blive vist i Skuespilhuset i København den 9., 10. og 11. december.
"Bunny Monros Død" blev anmeldt af GAFFAs egen Espen Strunk, som gav romanen de sjældne og yderst flotte seks ud ad seks stjerner. Han skrev: "Vejen fra punken til parnasset kan synes lang, men den australske komponist, sanger og forfatter, Nick Cave, har tilsyneladende tilbagelagt distancen uden at miste det særlige, dæmoniske drive, som karakteriserer hans bedste arbejder ... 'Bunny Munros Død' er imidlertid en endnu større fornøjelse at læse end forgængeren, den har et nærmest eksplosivt sprogligt flow, og originale sproglige billeder står i kø. Nick Cave har begået et manisk mesterværk, intet mindre".
Forestillingen handler om Bunny Monro, der er charmerende, provokerende og fascinerende langt ude. Han er en liderlig og selvfed svindler, som flygter fra virkeligheden med sin ni-årige søn. De sælger skønhedsprodukter fra en Fiat Punto, og sprut, damer og vold er et centralt element. Sønnen ser op til sin far, men også hans kærlighed bliver udfordret. Roadtrippet bliver mere og mere bizart og ender i et mareridt.
Det er Eventministeriet i Skuespilhuset, der står bag forestillingen. De er kendt for at producere forestillinger, der er langt mere improviserede og ufærdige end Det Kongelige Teaters almindelige forestillinger.
Køb billet til forestillingen her.





