Nyhed

Ny rapport beskriver danskernes musikvaner

20 procent af danskerne har været på musikfestival inden for det seneste år, viser ny undersøgelse

En ny undersøgelse med titlen "Danskernes Kulturvaner 2012" er gennemført af Epinion og Pluss Leadership for Kulturministeriet. Tabelrapporten er baseret på et omfattende statistisk arbejde og beskriver danskernes musikvaner i forhold til eksempelvis køn, alder og landsdel.

For eksempel viser rapporten, at 60,4% af de danske voksne hører musik på cd-afspiller, pladespiller eller lignende, og 39% på iPod, mobil, computer eller tablet. Ifølge undersøgelsen hører kun 5,4% musik via streaming på internettet mod betaling, 24,8% via gratis streaming på internettet, mens hele 74,6% hører musik i radio eller tv. 3% har meddelt, at de aldrig hører musik. Selvom det måske ikke er den største overraskelse, viser rapporten også, at jo højere alder jo flere hører musik på cd-afspiller eller pladespiller, og jo færre hører musik på iPod, computer, tablet eller via streaming. 

Senere i rapporten kan man finde spørgsmålet "Hvorfor går du sjældent eller aldrig til koncert eller musikarrangement?", hvor 45,8% har svaret, at det er for dyrt. Det er i højere grad kvinder end mænd, der har angivet dette svar. 17,4% har derimod svaret, at mulighederne i lokalområdet ikke appellerer til dem. 


Rapporten viser også, at 20% har været til en musikfestival inden for det seneste år, og desuden, at 79% af danskerne hører musik på daglig basis.

Tabelrapporten er baseret på tre repræsentative spørgeskemaundersøgelser blandt henholdsvis den samlede befolkning (over 15 år), nydanskere (over 15 år) og børn (7 til 14 år). Læs den fulde rapport her.

ANNONCE