Nyhed

Rihanna drager på 777-tour

I dag rejser sangerinden afsted på en turné sammen med sine største fans og pressekorpset

I dag begynder Rihanna sin 777-tour i forbindelse med udgivelsen af sangerindens kommende album "Unapologetic", der lander i butikkerne på mandag den 19. november. Konceptet bag turnéen er, at Rihanna sammen med medlemmer af hendes fanklub og over 150 journalister rejser rundt i et særligt fly, der besøger 7 forskellige lande over 7 dage, hvor Rihanna vil spille i alt 7 koncerter.

I dag den 14. november giver sangerinden fra Barbados koncert i Mexico City, i morgen den 15. november foregår det i Toronto, den 16. november i Stockholm, den 17. november i Paris og den 18. november i Berlin. På udgivelsesdagen på mandag den 19. november spiller Rihanna koncert i London, og turnéen afsluttes i New York den 20. november. Rihanna afslører spillestederne direkte til sine fans, når hun ankommer til byerne.

"Jeg er virkelig spændt på 777-turnéen," udtaler Rihanna. "Vi laver denne jumbojet om til vores turbus. Vi kommer rent faktisk til at bo i den i en uge: sove, feste, alle sammen. Mig, mine fans, pressen... det kommer til at blive en vild tur. Jeg ville have det til at være et rock 'n' roll-eventyr, og jeg tror, at når det er slut, vil det være det sejeste, jeg nogensinde har lavet. Jeg er så spændt på det."


Turnéen er sponsoreret af HTC Corporation og co-sponsoreret i Storbritannien af tøjkæden River Island og i Paris af Microsoft.

Rihanna optræder i øvrigt for tiden ufrivilligt som reklamesøjle for ekskæresten Chris Brown i forbindelse med dennes koncert i Stockholm 19. november. En svensk kvindesagsorganisation har hængt plakater op af Rihannas forslåede ansigt, som det så ud, efter at Chris Brown havde banket hende i februar 2009, og "reklamerer" samtidig for Chris Browns koncert i Stockholm. Læs mere om denne historie her.

ANNONCE