I dag er der åbnet for ansøgninger til Spot Festival 2013
I dag er der åbnet for ansøgninger til Spot Festival 2013, hvor bands, solister, acts med mere kan ansøge om at blive en del af den aarhusianske festival. 2013-udgaven af Spot falder den 3.-4. maj, og planlægningen er allerede i fuld gang. Til sidste års Spot Festival spillede blandt andre Reptile Youth (billedet), Linkoban, Donkeyboy, Veto, Freja Loeb og Jonas Alaska.
Deadline for ansøgninger om at komme i betragtning til næste års festival ligger den 4. december 2012, og ud over at bands, solister og acts kan søge, kan bookingfirmaer, managements, pladeselskaber, koncertarrangører, medier med flere også foreslå danske eller nordiske navne til festivalen. Spot Festival leder efter rock, pop, hip hop, electronica, dance, alle hybriderne og de helt nye musikalske brydninger og trends.
Ansøgninger til Spot 2013 foregår elektronisk via festivalens hjemmeside, og skal være indsendt inden tirsdag den 4. december klokken 12. Programmet bliver sammensat ud fra gennemlytninger af ansøgningerne og gennem valg af grupper, acts og solister, som er med til at tegne den aktuelle danske og nordiske musikscene.
Spot Festival arrangeres i samarbejde med ROSA (Dansk Rock Samråd) og MXD (Music Export Denmark), og igen i år bliver der mulighed for at købe en fælles rabat-billet til Spot Festival og NorthSide.
