Nyhed

Se Björks nye vulkan-inspirerede video

Inden albumudgivelsen mandag har den islandske kunstner udsendt en musikvideo med geologiske fænomener og lavaeksplosioner

Islandske Björk er klar med en musikvideo til sangen "Mutual Core" fra hendes album "Biophilia", inden remix-album "Bastards" udkommer på mandag. Videoen er produceret hos Sagafilm og er instrueret af den amerikanske instruktør Andrew Thomas Huang. Den farvestrålende musikvideo blev skudt i Island sidste sommer, og viser den blåhårede Björk stå i kviksand til taljen omgivet af foranderlige geologiske fænomener og lavaeksplosioner. I en "making-of"-video fortæller Huang, at videoen er inspireret af de vulkaniske omgivelser på Island.

Det kommende album "Bastards" består af remixes af sangene fra Björks "Biophilia"-album, der udkom sidste efterår. Sangene på albummet er blevet remixet af andre kunstnere, og Björk har samlet et udvalg af disse remix-versioner på det nye album, der kommer på gaden den 19. november. "Bastards" udgives på Björks faste pladeselskab One Little Indian, og de nye udgaver af "Biophilia"-sangene kommer fra blandt andre Death Grips, Hudson Mohawke, These New Puritans og Omar Souleyman. Remixene er tidligere udgivet som en del af en serie i otte dele.

Se videoen til "Mutual Core" her:


ANNONCE