Nyhed

Sidste frist for ansøgning til aarhusiansk sangskriveruddannelse

Hvis du vil studere Sangskrivning på Det Jyske Musikkonservatorium, er det ved at være sidste chance

Så er det ved at være sidste frist for ansøgning til den nye Sangskriveruddannelse ved Det Jyske Musikkonservatorium. Konservatoriet optog første hold på fem studerende i september på bacheloruddannelsen i sangskrivning.

På uddannelsen skriver de studerende musik til egne bands og projekter, og derudover til andre kunstnere, film, scenekunst, performance med mere. Der er meget fokus på tekstarbejde, men pædagogik er også en del af uddannelsen. Efter bacheloruddannelsen har man mulighed for at gå videre på kandidatuddannelsen i Rytmisk Komposition.

Underviserne på sangskriveruddannelse er erfarne sangskrivere, forfattere og producere, og i den jury, der udvalgte efterårets studerende kunne man blandt andet finde Peter Sommer (billedet) og Karen Busck.


Sangskriveraspiranter kan søge indtil på lørdag den 1. december, og du kan læse mere om ansøgningskrav og optagelsesprøver på konservatoriets hjemmeside.

På Det Rytmiske Konservatorium i København har der også været en sangskriveruddannelse siden 2009, hvor blandt andre Annika Aakjær har gået.

 


ANNONCE