Nyhed

Slash kommer til Danmark

Guns N' Roses-guitaristen spiller koncert i foråret

Falconer Salen skal gøre sig klar til tung guitarrock, når Slash lægger vejen forbi den 24. februar 2013. Med sig har han Myles Kennedy And The Conspirators. 

Det er 25 år siden, at Slash og resten af legenderne i Guns N' Roses udgav "Appetite For Destruction", der topppede hele verdens hitlister med sange som "Welcome to the Jungle", "Paradise City" og "Sweet Child of Mine". De havde stor succes i slut-80'erne og start-90'erne og levede en hård rock'n'roll-livsstil med alt, hvad dertil hører. Slash er kendt for sit store sorte, krøllede hår og er altid ledsaget af sin høje hat og Gibson Les Paul-guitar.

I 1996 forlod Slash Guns N' Roses efter uoverensstemmelser med forsangeren Axl Rose. Slash dannede bandet Slash's Snakepit og senere hen også Velvet Revolver. I 2010 udkom hans selvbetitlede debut-soloplade, hvor han også samarbejdede med Myles Kennedy fra Alter Bridge. Slash og resten af bandet lagde vejen forbi den danske festival Copenhagen Live i samme år, og GAFFAs Mikkel Elbech gav koncerten fire ud af seks stjerner


Slash besøger København med sin anden soloplade "Apocalyptic Love" i bagagen. Albummet udkom i maj 2012 på Slash's eget label DikHayd International, og GAFFAs anmelder Keld Rud gav fem ud af seks stjerner og skrev: "'Apocalyptic Love' er et klassisk rock-album, hvor der både er plads til de glohede fuldblodsrockere, indfølte ballader med indlevelse og masser af guitar. Man er naturligvis ikke et øjeblik i tvivl om, at dette er en guitarists soloalbum. Heldigvis er sangskrivningen lige så solid som på forrige album....Det er svært at få øje på et tilsvarende medrivende og helhjertet bud på hård guitarrock pt."

Billetter til Slash kan købes på Billetlugen fra onsdag den 28. november klokken 09.  

ANNONCE