Fans kan nu vinde prisen for "Årets Danske Rockudgivelse" sammen med koncertbilletter
Spleen United udlodder deres DMA-pris i kategorien "Årets Danske Rockudgivelse" sammen med to billetter til en af deres koncerter på Danmarksturnéen, der begynder i dag på VoxHall i Aarhus. Dette skriver gruppen på deres Facebook-side. For at vinde præmierne skal du skrive på Facebook-siden, hvilket rockalbum du mener er det bedste nogensinde, og hvilken koncert du gerne vil se med Spleen United. Gruppen vælger en vinder i dag klokken 17.
Spleen United vandt i DMA-kategorien "Årets Danske Rockudgivelse" i konkurrence med D-A-D og Turboweekend.
Spleen United har for tiden også en anden konkurrence i omløb, der går ud på, at man kan sammensætte sin egen version af gruppens nummer "Hibernation". Bandet lancerer kampagnen i samarbejde med Nokia, og alle, som spiller med, har mulighed for at indsende deres version indtil 1. december, hvor bandet kårer bedste bidrag. Bedste version modtager en Nokia Lumia 920-smartphone + JBL Power Up-speaker, og samme dag lægger bandet også deres egen version af "Hibernation" ud på nettet.
GAFFA har fået en kommentar fra Spleen Uniteds keyboardspiller Kasper Nørlund Sølvsteen om, hvorfor gruppen har valgt at sætte deres DMA-pris på højkant.
– Det er i virkeligheden ikke særlig gennemtænkt. Vi synes bare, prisen kan sprede mere glæde på denne måde, frem for at den bare kommer ind at stå i et skab.
Er I ikke tilfredse med prisen? I fik den jo for Årets Danske Rockudgivelse, og det kunne være, I ikke synes, det er den rette kategori, for så rocket er pladen jo ikke?
– Vi er skam meget glade for prisen, men vi blev da overraskede, da vi fik den. Der er jo hverken bas eller guitar på pladen, og vi tænker den ikke som en rockplade. Men vi har lavet mere rockede ting tidligere, og vi kan godt i hvert fald godt lide rockmusik.
Køb billetter til Spleen United via GAFFA Live.
Opdatering 22. november klokken 17:
Spleen United har nu valgt en vinder, nemlig Jan Harboe, der stemte på Nirvanas "Nevermind" som det bedste rockalbum nogensinde, og Spleen United er enige.





