Nine Inch Nails-manden har bekræftet, at han hjælper med en sang på rockbandets kommende album
Nine Inch Nails Trent Reznor har afsløret, at han for tiden arbejder på ny sang med Queens Of The Stone Age sammen med bandets frontfigur Josh Homme. Den nye sang vil blive en del af rockbandets kommende, sjette album.
Reznor afslørede nyheden ved en spørge-session på sitet Reddit, hvor han skrev, at et af hans nuværende projekter var at hjælpe Josh Homme med en ny Queens Of The Stone Age-sang. I online-spørgerunden bekræftede Reznor desuden, at han ville turnere med Nine Inch Nails næste år ved at skrive: "kryptisk ekstra kommentar: 2013". Han meddelte, at han for tiden var begyndt at øve med to bands, Nine Inch Nails og hans andet projekt How To Destroy Angels, som udgiver et debutalbum i 2013.
Som vi tidligere har skrevet i GAFFA medvirker Dave Grohl også på Queens Of The Stone Ages sjette album med sit trommespil, hvor han erstatter Joey Castillo, der ifølge Homme har forladt bandet. Queens of the Stone Age var sidst albumaktuelle i 2007 med albummet "Era Vulgaris", som blev anmeldt til fem stjerner af GAFFAs Keld Rud.
Trent Reznor har for nylig afsløret, at han arbejder på nyt materiale med Nine Inch Nails efter flere års pause, hvor Reznor har haft travlt med at indspille med How to Destroy Angels, skrive musik til computer- og konsolspillet "Call of Duty: Black Ops 2" og filmene "The Social Network" og "The Girl With the Dragon Tattoo" sammen med komponisten Atticus Ross.