Fans kan glæde sig til en deluxe-boks inden jul
I forbindelse med afslutningen af De Olympiske Lege i London i år, kunne man i Hyde Park opleve "Best Of British". Hovednavnet var Blur, og de fik selskab af New Order, The Specials og Bombay Bicycle Club. Blurs optræden kunne downloades som live-cd allerede et døgn efter, at bandet var gået af scenen i London. Ugen efter kom den fysiske cd i et begrænset oplag, og nu offentliggør Blur, at de den 3. december sender et deluxe bokssæt på gaden.
Bokssættet kommer til at indeholde 4 cd'er og en dvd. Det vil være en dobbelt-cd med showet fra Hyde Park, en cd med bonusnumre og en eksklusiv cd "Blur - Live At The 100 Club". Dvd'en er en film fra Blurs optræden i Hyde Park.
Tidligere i år besøgte Blur Bøgescenen på årets Smukfest. Her leverede de en koncert, som GAFFAs Peter Studstrup kaldte "Vellykket hitparade fra tændte britpop-jubilarer". Han gav koncerten fem stjerner og skrev blandt andet:
"På en aften, hvor Blur viste spændvidden i deres musikalske bagkatalog, med klar vægt på deres hits, sejrede orkesteret med en usentimental, smuk og festlig svanesang".
I forbindelse med Blurs besøg i Skanderborg lavede GAFFA et interview med dem. Det kan du læse her.





