Nyhed

Coldplay-film til danske biografer

Koncertfilmen "Coldplay Live 2012" bliver vist en enkelt aften i november

Den 19. november får Coldplay-fans muligheden for at anskaffe sig et eksemplar af koncertfilmen "Coldplay Live 2012", men inden da bliver filmen vist i biografer over hele verden tirsdag den 13. november. Danske fans kan se filmen i biografer i Aarhus, Aalborg, Odense, Næstved og København.

"Coldplay Live 2012" vil blive vist i mere end 50 lande og er instrueret af Paul Dugdale, som også er manden bag Adeles "Live at the Royal Albert Hall" og The Prodigy's "World's On Fire". Filmen dokumenterer Coldplays "Mylo Xyloto"-verdensturné, der er blevet set af mere end tre millioner mennesker, siden den begyndte i juni 2011, og som blandt andet lagde vejen forbi Parken i København, hvor Coldplay spillede for 50.000 mennesker. 

"'Mylo Xyloto'-turnéen har været den sjoveste tid, vi nogensinde har haft som band. Den har føltes meget opløftende lige fra starten; dels fordi vi er stolte af musikken, LED-armbåndene, fyrværkeriet, laserne og al den slags, men hovedsagelig på grund af de fantastiske publikum, som vi har spillet for. Gennem årene er vores publikum blevet mere og mere en del af koncerterne. De er højlydte, forskellige, sjælfulde og får sangene til at lyde meget bedre, end vi kan alene. Vi ville prøve at indfange den utrolige følelse, som de giver os, så derfor en koncertfilm," fortæller Coldplays Chris Martin om den kommende film.


"Ved at se filmen på det store lærred understreges koncerternes episke niveau, og jeg er henrykt over, at fans kan opleve Coldplay Live 2012 i en fantastisk visuel kvalitet med utrolig lyd i biografer fyldt med fans. Med indsigt fra bandet og et glimt af, hvordan livet på landevejene med Coldplay måtte være, er dette en unik mulighed for at overvære Coldplay i al dens cinematiske hæder på det store lærred," siger instruktør Paul Dugdale.

Coldplay Live 2012 vises i Palads i København samt i Biocity i Aarhus, Odense, Aalborg og Næstved. Billetter kan købes via kino.dk.

ANNONCE