Nyhed

Et sanse-bombardement ud over det sædvanlige

Be part of the night – dress in white. GAFFA tog udfordringen op til Sensation i Tyskland for at mærke stemningen, inden den hvide hær indtager Parken.

Se masser af billeder fra det spektakulære show i GAFFAs gallerisektion.

Vi mærker bas-buldren i undervognen, da taxaen nærmer sig Esprit Arena i Düsseldorf, Tyskland. Kæmpemæssige lamper på arenaens tag kaster lyskegler ud i himmelrummet, og den våde efterårsluft smyger sig omkring lår og kinder, da vi stiger ud ved hovedindgangen. Luften er tyk af forventning og småberusede køsamtaler, og efter en effektiv kropsvisitering er vi indenfor.

Den hollandske dj The Man With No Shadow er netop gået på. Dj-pulten udgør en roterende scene placeret midt i arenaen omkranset af en gigantisk kugle spundet i enorme stålwirer og lyslederkabler. På hvert knudepunkt er der placeret moving heads, som langsomt fejer og farvelægger den hvide hær og kaster identiske publikumssilhuetter ud på arenaens vægge, som et hold selvlysende synkronsvømmere.


Intensiteten stiger

Klinisk ren techhouse akkompagnerer de overdådige lysinstallationer, og dj'en har for længst mobiliseret hæren i en evigt foranderlig danserutine. I hvert hjørne af salen hænger der et kæmpemæssigt, hvidt ansigt, hvor projektioner af sølv- og guldnuancer bølger hen over ansigtets fordybninger og giver indtryk af, af læberne bevæger sig i takt til de elektroniske calypso-grooves.  

I modsætning til de første Sensation-fester er den tyske Scooter-trance nu lagt på hylden til fordel for en mere nuanceret elektronisk dansemusik; hos The Man With No Shadow i form af minimal techhouse, som langsomt lader intensiteten vokse og tager sig god tid til at lægge fundamentet for de kommende klimaks-opbygninger.


Fusion af trance og pop

Navnet "EDM", eller electronic dance music, har svirret på den globale klubscene siden 90'erne som fællesbetegnelse for al dansevenlig computer-musik, lige fra The Prodigy til Richie Hawtin. Men i dag har det fået en mere snæver betydning – nemlig som betegnelse for genrer, som forsøger at fusionere det bedste fra den trance'ede og hårde techno med relevante popmelodier og velkendte akkordstrukturer.

EDM dækker nu genrer som progressive house, dance og electric house, herunder producer og dj Sander Van Doorn, som er hovednavn til Sensation i København den 3. november. Læs GAFFAs interview med ham i næste uge.


Farvel til trance, goddag til EDM

EDMs voldsomme succesopblomstring i mainstream musikkultur de seneste år har gjort den relevant på hitlisterne og derfor også hos et stort, købestærkt ungdomssegment. Dette er antageligt en af hovedårsagerne til, at Sensation har valgt at styre væk fra de hårde hollandske trance-genrer og i stedet kalde sig en house-event.

ID&T, bureauet bag Sensation, har udviklet en række andre konceptevents som Q-dance, Sensation Black (kendt som BLACK) og Trance Energy, som fokuserer på hårdere techno i form af trance og hardstyle. Ved at positionere Sensation som en mere lettilgængeligt dance-event er brandets popularitet vokset. ID&T afvikler nu fem forskellige Sensation-koncepter i 20 lande.


Svævende balletdansere

Tilbage i Düsseldorf er det blevet tid til aftenens først special performance: Fire levende sølvfigurer med hvidglødende øjne rejser sig pludselig fra to podier på hver sin side af scenen. De hæves op og svæver yndefuldt i 10 meters højde rundt om lyskuglen med langsomme ballet-agtige bevægelser.

Fire gange i løbet af showet får vi de luftakrobatiske balletdansere at se. Hver gang i en ny uniform eller med store gaskanoner hængende om halsen, som skyder om sig med CO2-røg som en anden fremtids-Schwarzenegger.


Tempoet sættes i vejret

Steve Angello, kendt som den ene tredjedel af EDM-supergruppen Swedish House Mafia, har overtaget styringen bag pulten. Tempoet sættes i vejret, og den minimale techhouse erstattes af et hårdt pumpende remix af blandt andre Simian Mobile Discos "We Are Your Friends" og Swedish House Mafias egen "Save The World".

Svedpletterne breder sig mellem skulderblade og i kavalergange, som festens energiniveau øges. Tyske Dj Moguai afløser Angello og leverer et hårdere sæt end nogen af de foregående. Den gode melodi er forflyttet til passagersædet og får kun sjældent lov at bestemme retningen i de lange, dybe dubstep- og acid-inspirerede sekvenser.


En fuldendt totaloplevelse

Omkring klokken fire er det tyndet ud i publikum og den stadigt nævepumpende halvdel får arenaen for sig selv til house-duoen Moonbootica sammen med MC Roga. Den syngende efterklang fra sanse-bombardementet akkompagnerer os, da vi igen træder ud i efteråret.

Sensation står som en fuldt udviklet totaloplevelse, som har kastet det indspiste trance-mærkat af sig og i stedet favner det helt brede klub-elskende publikum. Faren ligger i, at dem, der elsker musikken mere end dansen, nok vil komme til at kede sig i længden. Professionalismen ses dog tydeligt i afviklingen af både sikkerhed og service, som var ud over det sædvanlige.


Billetter til showet i Parken kan købes via GAFFA Live.

 

 


ANNONCE