Nyhed

Justin Vernon bortauktionerer whiskey-guitar

Se hvordan Bon Iver-frontmandens guitar bliver lavet ud af en whiskey-tønde

Justin Vernon fra Bon Iver har samarbejdet med Master Luthier Gordy Bischoff om at fremstille "The 1608", som er en baryton-guitar lavet af det oprindelige hvide egetræ fra Bushmills Irish Whiskey-tønder.

Man kan byde på "The 1608" via en online auktion på ebay.com, som støtter et kunstprogram i Vernons hjemby Eau Claire i staten Wisconsin indtil fredag den 2. november. Auktionen begyndte i mandags, og lige nu er der budt 7.100 dollars (omkring 40.700 danske kronere) for det særlige instrument.

"Målet er at få kunst tilbage på landkortet i Eau Claire. Alt for mange kunstnere fra dette område er blevet nødt til at rejse væk, fordi det, vi vil med vores liv, ikke er muligt her. Det er det, Confluence Projektet er: at bygge et center, der kan være et center for kunst her i Eau Claire," udtaler Justin Vernon i en pressemeddelse om det kunstprojekt, som pengene går til.


"The 1608" udkommer sammen med Bushmills kampagne "Since Way Back", der fejrer kunstneres liv, broderlige forhold og samarbejde over hele verden. I år er blandt andet Bon Iver og skuespiller Elijah Wood en del af kampagnen.

Bon Iver kan desuden opleves i Forum i København den 4. november, hvis man er iblandt dem, som har nået at få en billet til den udsolgte koncert.

Se hvordan guitaren er lavet her:


ANNONCE