Jens Unmack gennemgår Love Shops spritnye album nummer for nummer
I dag udgiver Love Shop deres niende studiealbum, "Skandinavisk Lyst". Albummet er det første fra Love Shop siden mundharpespilleren med mere Henrik Halls tragiske død af kræft i januar 2011, kun 62 år gammel. Da bandets oprindelige guitarist Hilmer Hassig omkom ved en lige så trist trafikulykke i november 2008, blot 48 år gammel, er sanger og sangskriver Jens Unmack dermed det eneste officielle medlem tilbage i gruppen og den eneste, som figurerer på gruppens aktuelle pressefoto. Love Shop har dog siden Halls død turneret med en lineup, der primært består af musikere, som Unmack har spillet med siden 1997, og de udgør også grundstammen på "Skandinavisk Lyst".
Albummet har netop fået fem stjerner af GAFFAs Jan Opstrup Poulsen under overskriften "Lækkerier fra kærlighedsbutikken. Sidste mand holder fanen højt."
Jens Unmack fortæller her om de 12 sange på albummet, nummer for nummer:
Brækket Dansk
– En sang om at leve med en fælles dansk minusidentitet. Vi sidder og snakker fint sammen her, men som danskere i flok har vi en fælles disharmoni i os – en uforløsthed og en åndelig underernærethed efter for mange års værdikamp og X Factor og Morten Olsen som landstræner. Der gælder en national frustration over, at der ikke er flere proteiner eller regulære succesoplevelser at putte i vores fællesskab.
Kvælertag
– Der er også sange om kærlighed og troskab på pladen. Om trofasthed og bånd, der brister, og i den forbindelse ridser denne her sang alle de gyldne muligheder op for at danse den lette græsdans om sommeren og leve det søde liv i al dets enkelhed, samtidig med at den fortæller hvor hurtigt, det kan fuckes op. Det kunne lyde som en meget moralsk sang, og det er det måske også.
Himmelskibet
– Mikkel er kommet med musikken til denne her sang, der på en måde er en søstersang til Drømmeslottet fra Frelsens Hær. Den handler om forgængelighed. Der er ikke så meget andet at sige lige her.
Sang Fra Verdens Ende
– Igen er det Mikkel, der er kommet med musikken: bølgende varme euro-synths, der flyder af sted. Der er ingen bas, bare et beat, der kører. En sang, der vil leve i nuet, så godt den overhovedet formår. Sætte pris på øjeblikket og få det bedste ud af det.
Den Eneste
– Det er en kærlighedssang om den evige kærlighed – så længe evigheden vil vare ved. Den drejer sig om skrøbelighed og om at sætte alt på et bræt. Fedt at gøre, men hvor er det dog skrøbeligt.
Mere Vil Have Mere
– En livscyklus på fire-fem minutter. Mere vil have mere, du vil have alt, og en dag er det forbi.
Skandinavisk Lyst
– Jeg er ret glad for denne her tekst, må jeg sige i al beskedenhed. Der er mange ting i spil. Jeg så en kunstinstallation med et bondehus med neonbogstaver oven på, hvor der stod "scandinavian pain". Det så pissegodt ud, men jeg synes også bare, det var en lidt for ensrettet måde at udpensle vores sindelag på. Jeg ville have nogle andre ord i spil, og lyst forbinder man jo i den forbindelse nærmere med noget sydlandsk. Det var et sundere modspil, der fik mig til at tænke på, hvad det er, vi som nordboer bringer med os. Man læser jo tit, at vi er blandt de lykkeligste folk i verden, men samtidig har vi en tårnhøj selvmordsrate. Så jeg ville gerne have den her sang, hvor det klassiske nordiske tungsind tog kampen op med sig selv og tændte nogle seriøse lys i mørket.
Så Meget Er Intet Værd
– Forleden blev jeg i radioen spurgt, om det er en sang, der har noget med Love Shop at gøre, og det kunne jeg jo ikke helt afvise.
Skyggehjerte
– En simpel underkastelsessang, der handler om at leve livet gennem andre. Noget jeg gjorde meget som ung. Både på afstand og helt tæt på.
Rød Super Slow
– En spejling af nogle ting, jeg selv har oplevet, men som i sangens verden bliver brugt til, at man selv kan vokse op til at blive det, man afskyr, når man er ung.
Sommeren Der Aldrig Kom
– Klassisk Love Shop med et Herman Bangsk stille eksistensliv. Om blomsten, det aldrig lykkedes at folde ud.
Bliv Ikke Væk For Længe
– En torch song med den i afhængighed tilfangetagedes feberhede drøm om frihed.
Love Shop følger albummet op med en Danmarksturné. Se datoer og køb billetter via GAFFA Live
Hvis du er medlem af GAFFA Klub, kan du i øvrigt glæde dig til en stor artikel om Love Shop i novemberudgaven, hvor Jens Unmack fortæller om hele gruppens karriere fra den spæde start i 80'erne over op- og nedture i 90'erne, 00'erne og 10'erne til arbejdet med det nye album. Hvis du gerne vil have tillægget, men endnu ikke er medlem, kan du stadig nå at melde dig ind på gaffa.dk/klub