Nyhed

MTV EMA klar med optrædende

Taylor Swift, No Doubt og Muse kan opleves til prisshowet i november, hvor Heidi Klum er vært

Der er lagt i gryden til endnu et kendis-sammenrend til årets MTV EMA i Frankfurt, hvad angår såvel nominerede som optrædende under arrangementet. Listen af kunstnere til årets prisuddeling er nemlig en blandet flok af nye og gamle stjerner.

Blandt andre skal den unge Taylor Swift (billedet) stå på scenen. Derudover har hun tilranet sig til hele fem nomineringer, blandt andet "Best Female" og "Best Pop". Især Swifts anden skive "Fearless" var en stor succes og det mest solgte album i USA i 2009. 22. oktober udgiver hun sit fjerde album, "Red".

Foruden Swift kan man opleve det nu ældre, men dog stadig populære ska-pop-band No Doubt, der er nomineret i kategorien "Best pop". Gruppen har i sidste måned udgivet albummet "Push and Shove", deres første siden 2001 og sangerinden Gwen Stefanis mellemliggende solokarriere.

– EMA er kæmpestort. Alle er i topform. Det bliver fantastisk og en mulighed for os til at vise verden, hvorfor vi er så stolte af vores nye album. Og så er det altid fedt at gøre det, vi elsker mest – at spille live. Vi glæder os rigtig meget til at være en del af det, udtaler No Doubt. Bandet består af forsanger Gwen Stefani, Tom Dumont på guitar, bassisten Tony Kanal og Adrian Young på trommer.

På listen over optrædende bands til MTV EMA finder man også det storladne rockband Muse, der er aktuelle med albummet "The 2nd Law". Endnu et band med mange år på bagen. Siden de startede i 1994, har sanger, guitarist og tangentspiller Matthew Bellamy, bassisten Christopher Wolstenholme og trommeslageren Dominic Howard vundet et utal af priser inklusive fem EMA-priser.

Også nye navne som Carly Ray Jepsen, fun. og Rita Ora kan opleves live til MTV EMA.

Rihanna er favoritten blandt de nominerede med seks nomineringer, mens Taylor Swift som nævnt har fået fem. Justin Bieber og Katy Perry dyster hver om fire nomineringer, og Lady Gaga, Lana Del Rey, Nicki Minaj, Jay Z og Kanye West har hver fået tre nomineringer. Green Day, Gotye, Pitbull, Flo Rida, Arctic Monkeys, Jack White og One Direction dyster om to nomineringer hver.

Showet kommer til at foregå i Frankfurt, og da det afholdes i Tyskland, er det en tysker, nærmere betegnet den tysk-amerikanske supermodel Heidi Klum (billedet), som er udpeget til at være vært. Datoen er sat til den 11. november 2012 klokken 21, og showet vises direkte på MTV.

Se mere om showet og alle de nominerede på MTV EMAs hjemmeside.

ANNONCE