Nyhed

Nedtællingen til Copenhell 2013 er i gang

Billetsalget starter i morgen til den fjerde udgave af Danmarks største metalfestival

For fjerde år i træk åbner helvedes porte sig til Danmarks største metalfest på Refshaleøen.

Copenhell 2013 løber af stablen den 14. og 15. juni 2013, hvor 16 danske og udenlandske metalbands vil spille på festivalens tre scener. Hvem der skal spille på næste års udgave af Copenhell ved vi ikke – metalhoveder må vente til starten af november, hvor Copenhell offentliggør de første navne.

Fra i morgen åbner billetsalget til Copenhell, hvor det for metalfans med ondt i økonomien vil være muligt at betale sin billet i to rater. Derudover vil det være muligt at købe telt på campingområdet, der i 2012-udgaven blev udsolgt.


Ud over den officielle festival den 14. og 15. juni, inviterer Copenhell også til opvarmningsfesten "Førhelvede" for de metalfans, der slet ikke kan vente med at komme i gang. Med Copenhells egne ord byder de på et "ondt lineup af danske metalbands" – festen kommer til at foregå torsdag den 13. juni, altså dagen inden den officielle festival går i gang, og er inkluderet i billetprisen.

Billetsalget starter torsdag den 18. oktober klokken 10.00, og billetter kan købes via Billetnet.dk.

ANNONCE