Nyhed

Raveonettes afvist af Twilight-bagmænd

Anmelderrost sang på "Observator" var egentlig tiltænkt Twilight-soundtracket, fortæller Sune Wagner

I aften indleder The Raveonettes deres tre koncerter lange Danmarksturné på Train i Aarhus. I den forbindelse har GAFFA talt med sanger, guitarist og sangskriver Sune Wagner. Han afslører over for GAFFA, at sangen "You Hit Me (I'm Down"), et af numrene på gruppens nye album, "Observator", i virkeligheden – for flere år siden – var tiltænkt filmen "Eclipse" i "Twilight"-serien, men blev kasseret. Sangen er ifølge det engelske musikblad NME's begejstrede albummets bedste nummer (dette fremgår desværre kun i den trykte udgave af bladet og ikke i dette link).

"You Hit Me" var oprindelig tiltænkt "Eclipse" fra 2010, den anden film i "Twilight"-sagaen, siger du. Hvordan kom det i stand?

Sune Wagner: – Det var et pitch, man kunne byde på til soundtracket. Men jeg fuckede det op. Jeg troede, producerne ville høre en demo af sangen, som jeg så sendte dem. De troede åbenbart, det var den endelige version og har nok syntes, den var for ringe kvalitet, så den blev dumpet.

Hvordan har du det med, at NME nu udråber "You Hit Me" som "Observator"s bedste sang? Og tror du, folkene bag "Twilight" fortryder?

– Det er jo bare personlig smag, så det er helt fint med mig, at NME kan lide den. Jeg synes personligt, at "Observations" er albummets bedste sang. Folkene bag "Twillight" endte med at få nogle ret store navne med på deres plade (blandt andre Muse, The Black Keys og Band Of Horses, red.), så de er sgu nok ligeglade.

Det er ikke nyt for dig, at du gemmer sange. Hvordan havnede "You Hit Me" på "Observator"?


– Sharin synes, det er en god sang. Jeg stemte egentlig for en anden ny sang, som hedder "A Perfect Place". Den er så blevet en B-side. Sådan kan det gå.

"You Hit Me" har klaverstykker. Klaver er netop en af de mest omtalte ting i anmeldelserne af "Observator". Har "You Hit Me" været en drivkraft for jeres tilføjelse af klaver på albummet? 

– Jeg har skrevet de sidste to plader på klaver, så det var bare et spørgsmål om tid, før vi begyndte at bruge det. Det var med sangen "Observations", at det hele startede for denne her plade, og jeg spiller selv alt klaver på albummet.

Du har altid virket fascineret af at sætte musik til billeder. Er det noget, man kunne overveje, du ville arbejde mere med i fremtiden, og har du nogle instruktører, du rigtigt godt kunne tænke dig arbejde for?

– Jeg flytter faktisk til Los Angeles den 1. november (fra New York, red.), hvor jeg kender flere folk i filmbranchen, så det kunne godt tænkes, at der kom noget spændende ud af det. Jeg vil gerne arbejde med Ole Christian Madsen og Clint Eastwood.

Spiller I "You Hit Me" live under de danske shows?


– Det ved man aldrig.


 

The Raveonettes kan opleves følgende steder, i øvrigt med Carl Emil Petersen fra Ulige Numre som opvarmning:

20. oktober Train, Aarhus


26. oktober Store Vega, København

27. oktober Studenterhuset, Ålborg 

Billetter kan købes via GAFFA Live


ANNONCE