Nyhed

Se Efterklangs nye video og stream koncert

Den danske trio har offentliggjort musikvideoen til "Apples", og man kan samtidig også streame deres koncert fra The Metropolitan Museum of Art

I går havde den nye musikvideo til Efterklang-sangen "Apples" premiere på det amerikanske site Huffington Post, og nu kan man også streame store dele af gruppens koncert fra The Metropolitan Museum of Art i New York.

Videoen er lavet af Hvass&Hannibal, som ofte har lavet Efterklangs artwork, i et samarbejde med Oodls, og det er første gang, at Efterklang selv medvirker i en musikvideo. På Huffington Post kan man desuden læse et blogindlæg skrevet af Efterklang selv om videoens tilblivelse.

Efterklang udsendte for nylig albummet "Piramida" og i forbindelse med udgivelsen fremførte Efterklang den 22. september albummet live med klassisk orkester til en udsolgt koncert i The Metropolitan Museum of Art i New York. Koncerten blev optaget og kan nu streames her.


I morgen aften optræder Efterklang live på DR1 sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester til Kronprinsparrets Priser 2012. De har to udsolgte koncerter på programmet i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg, men til koncerten fredag den 12. oktober er det stadig muligt at få billetter. Her opfører Efterklang "Piramida" sammen med Sjællands Symfoniorkester på Kulturværftet i Helsingør. 

"Piramida" udkom den 24. september, hvor albummet modtog fem ud af seks stjerner i GAFFA, og Michael Jose Gonzalez blandt andet skrev: "Enestående Efterklang imponerer endnu engang med, hvad der kunne være karrierens bedste udspil."

Også i England har Efterklang fået fornemme anmeldelser, hvor de eksempelvis har fået 4 ud af 5 stjerner i Q og Mojo og 9 ud af 10 point af Drowned In Sound. Amerikanske Pitchfork var til gengæld en kende mere forbeholden med 5,7 ud af 10 point.

Se den nye video fra Efterklang her:


ANNONCE