Nyhed

Spleen United klar med support

Den danske sanger og producer Andreas Asingh alias Slowolf varmer op for Spleen United til efterårets koncerter

Slowolf, med det mere borgerlige navn Andreas Asingh, skal varme op for Spleen United til efterårets koncerter på dansk jord. Slowolf er aktuel med debut-minialbummet "Seven", der udkom i august i år, som fik en fin anmeldelse af GAFFAs Rune Schlosser med fire stjerner og ordene: "Slowolfs fremmanede mystik på Seven er meget tiltalende, og fortsætter de samme gode takter på de følgende to minialbum, skal der ikke meget til, før de står betydeligt mere ud af mængden".

Førstesinglen "See U In My Dreams" formåede i øvrigt at blive P3's Ugens Uundgåelige, og var også blandt højdepunkterne, da Slowolf i år spillede på Roskildes Pavilion Junior: "See U In My Dreams" var ganske formidabel, og publikum tog da også vel imod den dreampoppede komprimerede sang. Der var også flere højdepunkter, hvor især den mørke brug af samples, der blandt andet reciterede navnet "Slowolf" i en dyb pitchet facon, samt mere af samme skuffe, var interessante", skrev GAFFAs Rune Schlosser blandt andet, og gav koncerten tre stjerner.

Nu kan Slowolf altså opleves som support til Spleen Uniteds danmarksturne, der starter den 22. november. Se tourplan nedenfor.

Tourplan:
22.11. - Aarhus / VoxHall
23.11. - Aalborg / Skråen
24.11. - Odense / Magasinet
29.11. - København / Store Vega
01.12. - Næstved / Vershuset

Køb billetter via GAFFA Live.

 

ANNONCE