Nyhed

Steven Wilson til Store Vega

Frontmanden i Porcupine Tree gæster det københavnske spillested til marts

Sanger, sangskriver og frontmand i det progressive rockband Porcupine Tree, Steven Wilson, kommer til Store Vega med sit soloprojekt den 19. marts 2013. Desuden har den engelske musiker indtil for nylig arbejdet på sit tredje solo-album, som han vil have med i bagagen, når han gæster København til foråret.

Steven Wilsons seneste album "Grace For Drowning" udkom i september 2011, hvor det scorede seks ud af seks stjerner i GAFFA, og anmelder Finn P. Madsen skrev:

"Grace For Drowning er et overambitiøst projekt uden grænser, der udfolder sig som en åbenbarende oplevelse fra start til slut. Med andre ord, rockmusik i bredformat, hvor Wilsons position som prog-rockens absolutte fanebærer er urørlig."


Med Porcupine Tree har Steven Wilson i to årtier skabt en særegen, symfonisk rock, som har skabt gruppen en dedikeret fanskare i store dele af verden. Gruppen har også masser af fans herhjemme og har i øvrigt i mange år arbejdet sammen med den aarhusianske kunstner Lasse Hoile, der har stået for en stor del af gruppens visuelle udtryk, pladecovere, musikvideoer, scenevisuals med mere.

Billetsalget starter på fredag den 19. oktober, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE