Det svenske rockband gæster Danmark i januar
Det svenske garage-punkrock-band The Hives giver dansk koncert i Store Vega torsdag den 31. januar.
Efter fem års stilhed udsendte bandet deres seneste album "Lex Hives" den 1. juni og få uger senere gæstede svenskerne årets NorthSide Festival til en energisk koncert, som modtog fire stjerner fra GAFFAs Sten Kloppenborg.
Albummet "Lex Hives" indkasserede også fire stjerner i GAFFA, hvor anmelder Erik Barkman blandt andet skrev: "Albummets 12 sange tager afsæt i glam- og boogierockens ground zero, dér hvor selv en fodboldhooligan kan og vil synge med. Vi snakker populistisk primitivisme på niveau med We Will Rock You og I Love Rock'n'Roll, og mens hipsterne rynker på næsen, kan vi andre så tæske huller i luften og brøle os hæse."
The Hives blev dannet i 1993 og består af Howlin' Pelle Almqvist, Nicholaus Arson, Vigilante Carlstroem, Dr. Matt Destruction og Chris Dangerous. Bandet udgav debutalbummet "Barely Legal" i 1997, men opmærksomheden kom først ved deres andet album "Veni, Vidi, Vicious" fra 2000.
Herefter skrev bandet kontrakt med pladeselskabet Poptones, hvor de udgav opsamlingsalbummet "Your New Favourite Band", som blev gruppens gennembrudsalbum. I 2004 fulgte "Tyrannosaurus Hives", som indeholdt det første nye materiale fra bandet i fire år. "The Black And White Album" var på gaden i 2007, og tidligere i år var The Hives ude med seneste udspil "Lex Hives".
Billetsalget starter torsdag den 11. oktober via Billetlugen.dk.
Da The Hives gæstede NorthSide Festival, gav de i øvrigt inteview til GAFFA TV. Vi spurgte dem blandt andet om, hvorfor de altid går i sort og hvidt, om hvor mange jakkesæt de har med på deres turné, og om de nogensinde har tænkt sig at spille noget andet end fremadstormende rock'n'roll. Du kan se indslaget her.





