Det danske band har haft indbrud i bandbussen, hvorfra de har fået stjålet essentielt gear
Danske Turboweekend, som fortsætter deres efterårsturné i morgen på VoxHall i Aarhus, har haft indbrud i bandbussen, som var parkeret på Mimersgade på Nørrebro. Keyboardspilleren Anders Stig Møllers modular-synth, som er en stor del af Turboweekends show, er blevet stjålet. Bandet skriver, at de sagtens kan gennemføre koncerten på VoxHall i Aarhus, men at de ikke overraskende er meget kede af hændelsen.
Anders Stig Møller har skrevet følgende på sin Facebook-profil:
"Kære Alle på Facebook. Jeg har fået stjålet min uvurderlige og kære Modular Synth i nat på Mimersgade på Nørrebro. Kassen er af en slags tynd brun finér med metalkanter og et håndtag. Der er hvide Turboweekend-klistermærker på (en krage der ryger, en træt ninja m.m.) Indvendig er der forskellige moduler bl.a. af mærket Doepfer, Makenoise, Pittsburg Audio, Tiptop Audio. Billedet er af kassen når den er åben. Der vil ikke være ledningner i og der mangler 2 moduler på billedet. Gerningsmanden har smadret forruden og taget det første og bedste han kunne nå bag forsædet og valgt at overse mange andre værdifulde ting i bilen. Synthen er stort set umulig at sælge til andre end nørder, og jeg ville sætte stor pris hvis du holder øje med om den dukker op i nærheden af dig. Min største frygt er at vedkommende ikke kan afsætte den og smider den ud eller stiller den et sted hvor den ikke bliver fundet igen, hvorved en masse god lyd og kærlighed vil gå tabt. Jeg er helt ude tovene, så hvis du deler denne status ville jeg blive glad. Der er findeløn til dem der hjælper med at finde den. Og Nørrebroborgere: hold øje med din lokale junkie."
Turboweekend fortsætter indtil først i december på Danmarksturné med deres tredje album "Fault Lines" i ryggen. I august stod bandet også med koncertproblemer, da bassisten Morten Køie var kommet til skade med hånden, og trommeslageren Martin Petersen slog sin skulder voldsomt ved et trafikuheld, så de to bandmedlemmer spillede slagtøj med én arm ved bandets koncert på Smukfest, og lod andre om bas og trommer.





