Tine Midtgaard blev talentshowets nummer to i 2010, og nu er den unge sangerinde klar med singlen "Chameleon"
Tine Midtgaard var 16 år, da hun kom på andenpladsen af 2010-udgaven af det danske tv-show X Factor. Nu er der gået over to år, hvor Tine har arbejdet med at finde sig selv og sin lyd. Resultatet er den unge sangerindes førstesingle "Chameleon", som netop er kommet på gaden.
"Jeg har brugt tiden på at dygtiggøre mig og til at finde ud af, hvad jeg gerne ville. Jeg har været i sangskrivercamps, arbejdet en masse i studiet, indspillet demoer. Det har været godt for mig at være normale Tine igen og blive mere moden, for lige efter X Factor er der mange meninger om, hvad du skal gøre. Jeg har brugt de to år på at finde ud af, hvad jeg selv synes, er bedst for mig," fortæller Tine.
Hun har været korsanger på Sanne Salomonsens seneste album "Tiden Brænder" og har fået råd af både Salomonsen selv og hendes sangskrivere og musikere. Det var igennem dette projekt, at Tine mødte Peter Bjørnskov og Lene Dissing, som har skrevet og produceret "Chameleon", men Tine har også selv justeret nogle elementer i både melodi og tekst:
"Det er rigtig vigtigt for mig, at jeg selv er inde over det, så jeg selv føler ejerskab over de ting, jeg laver. Men jeg er stadig i en læreproces, så der går nok lidt tid, inden det bliver mine egne sange," siger Tine Midtgaard.
Videoen til singlen er optaget i Berlin og instrueret af Isak Hoffmeyer, der tidligere har arbejdet med blandt andre Electric Lady Lab. Se videoen her: