Den 17-årige Kristoffer Rahbek er ude med en ny sang, som Thomas Troelsen har skrevet og produceret
Kristoffer Rahbek er en 17-årig dreng fra Horsens, der hurtigt har opnået over 18.000 Facebook-likes og over 7 millioner visninger på sin YouTube-kanal. Han har i en periode uploaded coverversioner på YouTube, som har spredt sig via de sociale medier, og nu er den unge sanger klar med sin første single med titlen "Hate That I Love You".
Singlen er skrevet og produceret af Thomas Troelsen, som sammen med Kristoffer Rahbek forsøger at give et seriøst bud på, hvordan popmusik anno 2012 skal lyde.
""Hate That I Love You" er en noget anderledes sang end det, jeg tidligere har lagt ud på YouTube. Den har en speciel lyd, som jeg er helt vild med, og den er ikke så mainstream som så meget andet, man finder på markedet i dag. Det synes jeg er vildt fedt!" fortæller den 17-årige popsanger om sin nye single.
Kristoffer Rahbeks coverversioner på YouTube-kanalen er sange af blandt andre Bruno Mars, Kings of Leon og Justin Bieber. Videoerne blev optaget med et webcam på Rahbeks badeværelse, og efterfølgende er der kommet mange positive kommentarer på den unge jyde og hans sangstemme.

