Første livealbum fra legenderne i 20 år udkommer den 20. november
I december 2009 bød 200.000 fans, fordelt på tre udsolgte koncerter, AC/DC velkommen tilbage til Argentina efter 13 års fravær. Koncerterne blev afholdt i Buenos Aires og var en del af "Black Ice World Tour". Optagelserne derfra bliver nu udgivet tre år efter koncerterne, helt præcist den 20. november.
"Black Ice World Tour" kom også forbi Parken i København, og GAFFAs anmelder, Rasmus Heide, beskrev AC/DC sådan: "De er rockens grundstof, oprindelsen til alt det, vi går rundt og lytter til. Og nu står de her igen med rock skåret så stramt ind til benet, at huden næsten brister. Det er simpelt og ufatteligt effektivt."
"Black Ice World Tour" lagde vejen forbi 108 byer fordelt på 28 lande og koncerterne blev set, hørt og oplevet af omtrent fem millioner mennesker. GAFFAs Rasmus Heide beskriver, hvordan den euforiske stemning smittede af på opførslen blandt publikum: "Vi tér os i det hele taget som en flok forvoksede teenagere med helt nypudsede luftguitarer spændt op til lir. Selv prins Joachim spiller med. Under "Shot Down In Flames" hænger han med hele overkroppen ud af kongelogen og giver den på royal luftguitar ... Voksne mænd kaster sig overstadige om halsen på hinanden i drengerøvenes lykkerus. Der bliver spillet luftguitar og gået duckwalk mellem stolerækkerne.".
De aldrende herrer har, siden de opstod i 1973, solgt mere end 200 millioner album. Det kommende album kommer til at hedde "AC/DC Live At River Plate" og bliver udgivet både på vinyl og cd. Albummet bliver det første livealbum fra AC/DC i 20 år. Sidste år udgav de dog en live-dvd fra de samme koncerter, som nu udkommer som livealbum.
Koncerten i København fik fem ud af seks stjerner med på vejen, og du kan læse hele anmeldelsen her.
Tracklisten er som følger:
Rock N Roll Train
Hell Ain't A Bad Place To Be
Back In Black
Big Jack
Dirty Deeds Done Dirt Cheap
Shot Down In Flames
Thunderstruck
Black Ice
The Jack
Hells Bells
Shoot To Thrill
War Machine
Dog Eat Dog
You Shook Me All Night Long
T.N.T.
Whole Lotta Rosie
Let There Be Rock
Highway To Hell
For Those About To Rock (We Salute You)





