Nyhed

Asbjørn drager på efterårsturné

Danmark og Tyskland står på programmet for den aarhusianske sanger

Midt i juli måned udenlandsdebuterede den aarhusianske sanger Asbjørn, da han sammen med Giana Factory og Bon Homme spillede til Montreux Jazz Festival ved Geneve-søen.

"Jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med min første internationale festival. Det er en fantastisk chance at få som ung debutant. Jeg har, som så mange andre musikere altid forestillet mig, at jeg en dag ville få min musik ud over grænserne. Men jeg havde ikke drømt om, at det ville ske blot tre måneder efter udgivelsen af mit debut-album", sagde Asbjørn forud for rejsen til Schweiz.

Koncerten må have givet albumdebutanten blod på tanden, i hvert fald går turen i oktober til Tyskland, hvor Asbjørn gæster fire byer. Det er dog allerede i slutningen af september, at 20-årige Asbjørn får sin Tysklandsdebut, når han skal prøve kræfter med den respekterede Reperbahn Festival i Hamburg.


På begge sider af Asbjørns udenlandseventyr bliver der også tid til et par danske koncerter. Allerede på fredag den 7. september kan han i selskab med band opleves til Walker Festival i Middelfart og dagen efter på Atlas i Aarhus, og den 24. november og 1. december besøger han henholdsvis Radar og Spillestedet Stengade.

Asbjørns debutalbum, "Sunken Ships", udkom i slutningen af april og fik af GAFFAs Simon Christensen fire stjerner under overskriften: "Elektropop-kometen Asbjørn svæver over og under vandene". Han skrev blandt andet:

"Allerede fra den fremragende åbner "Bones Bad Bones" bliver tonen slået an som et fuldbyrdet slægtskab med Veto og sen-æra Radiohead, altså den orkestrerede falsetto-popmusik med følsomme elementer og en meget flot, knitrende, synkoperet og til tider eksplosiv produktion. I momenter er det en klimakssøgende elektronisk voyage med ligefremme popsange, andre gange undersøger Asbjørn med producer Jonas Tranberg de mere driblende Hot Chip-, Radiohead- og Caribou-agtige diskurser, og det er her, det bliver rigtigt sjovt".


På efterårsturnéen præsenterer Asbjørn sangene med sit faste band: Espen Inglev (mandolin, synths, samplers), Steffen Lundtoft Jensen (trommer), Simun Ørgaard Mohr (bas) og Mathias Sommer (keys).

A.S.S. Concerts i Köln står bag Tysklandsturnéen, som er støttet af Music Export Denmark og ROSA.

Turnédatoer:


7. september: Walker Festival, Middelfart

8. september: Atlas, Aarhus

22. september: Indra, Hamburg


30. oktober: Sputnik, Dresden

31. oktober: Bi Nuu, Berlin

1. november: Uebel & Gefährlich/Turmzimmer, Hamburg


2. november: Hotel Shanghai/KingKongKicks, Essen

24. november: Radar, Aarhus

1. december: Stengade, København


ANNONCE