Fem nordiske bands spillede i Madrid i weekenden, blandt andre Turboweekend – og GAFFA var med
Se en stribe billeder fra arrangementet i GAFFAs artikelsektion
Den månedlange spanske kulturfestival Días Nórdicos danner for tredje år i træk ramme om, foruden nordiske film, billedkunst, grafisk design med mere, tre dage med showcases af skandinavisk musik. At festivalen falder midt i en krisetid vidner om en passion for kulturelle tiltag, for selv om midlerne er mindre, lever samtidskunsten i bedste velgående i den spanske hovedstad. Og ikke begravet i et introvert undergrundsmiljø som kunne forventes, men, i stigende grad, åbent og gratis tilgængeligt for den generelle offentlighed.
Ansvarlig for festivalen er Zona de Obras – et spansk magasin dedikeret til nordisk design, kunst og musik – der er hjertebarn af ildsjælene Daniela Rossi og Rubén Scaramuzzino. Rossi og Scaramuzzino kropsliggjorde for første gang fascinationen af nordisk kultur med Días Nórdicos i 2009. En fascination der, ud over det æstetiske, også bunder i beundring af de samfundsstrukturelle aspekter af nordisk kultur, såsom den administrative tilgang kulturarrangementer, samt en, sammenlignet med spanske tilstande, mere gavmild kunst- og kulturstøtte, udtaler Rossi.
Siden er festivalen vokset støt, og fandt i år sted i større omgivelser i kunstlandsbyen Matadero – en tidligere kødby nu ombygget til et råt og visuelt appellerende centrum for samtidskunst. Kaktus og bregner vokser frit inde i Nave de Música, den særegne bygning, hvor scenen var sat op, og beplantningen står i skærende kontrast til mursten, vandrør og diverse metalkonstruktioner af ukendt tidligere funktion. Desuden huser Nave de Música et antal interimistisk designede træhytter, som blandt andet er hjemsted for Red Bull Music Academy – et indspilningsstudie til gratis afbenyttelse for byens musikere.
Godt 2.500 mennesker havde downloadet en gratis billet til torsdag aften og stod troligt i køen, der snoede sig flere hundrede meter rundt om en friluftsudstilling af finsk fotokunst uden for Nave de Música. Som testamente til værdien af gratis kulturarrangementer måtte engelske The Primitives aflyse en koncert dagen efter festivalen, grundet manglende billetsalg. I skærende kontrast ville blot 800 af de fremmødte på Días Nórdicos få muligheden for at se dansk/islandske Kúra og danske Turboweekend på nært hold, men der var ingen sure miner at spore denne lune efterårsaften. De, der ikke kom ind, benyttede i stedet lejligheden til at nyde musik og stemning uden for den halvåbne bygning, der snart skulle danne ramme om en pulserende fest.
Læs en længere reportage i GAFFAs artikelsektion.