Nyhed

Efterklang – Ekvilibristisk pyramidespil

GAFFA har fanget den albumaktuelle trio til en snak om, hvordan deres nye plade er blevet til

Efterklang udgiver 24. september deres fjerde studiealbum, "Piramida", og i den forbindelse har GAFFA mødt den anmelderroste og vidt berejste gruppe.

Hvad betyder Piramida for jer?

– Vi forbinder det naturligt nok med det russiske ord for pyramide. Det har også noget monumentalt over sig. Der er en indikation af en svunden tid, som stadig står der, og som bliver bevaret for eftertiden. På den måde giver det meget god mening at kalde vores album det. Vi tog navnet fra et helt basalt sted – en by. Det er vores platform for pladen, fortæller forsanger i Efterklang, Casper Clausen.


Ordet "Piramida" betyder således pyramide på dansk, og det er samtidig en forladt kulmineby, der er omgivet af en natur, som stille og roligt er i færd med at tage byen tilbage. Byen er er opkaldt efter det store pyramidelignende bjerg, som byen deler breddegrader med. Forsangeren og de to kumpaner i Efterklang Rasmus Stolberg og Mads Christian Brauer valgte at tage første skridt mod deres nye album ved at besøge den meget nordlige norske øgruppe Svalbard 1000 km fra Nordpolen, hvor Piramida har hjemme. Det var her gruppen fandt lyde, inspiration og et fælles udgangspunkt for hvad for en retning, de rent musikalsk skulle gå.

 

Et tysk tv-selskab i indbakken


Før de kom så langt, skulle de have overstået turnéen med deres foregående – og mest udadvendte album til dato, Magic Chairs, ligesom de skulle have overstået en overgang til blot at være tre medlemmer i bandet, da Efterklangs trommeslager Thomas Husmer valgte at stoppe efter ti år i projektet. Mads Christian Brauer og Casper Clausen rykkede desuden rødderne op i København og re-lokaliserede sig i Berlin, mens Rasmus Stolberg fortsat blev i København. Scenen blev skiftet ud, som gruppen siger overfor GAFFA i nærheden af søerne i København.

Efterklang havde planlagt seks måneders pause, som endte med at blive tre måneder efter deres Magic Chairs-turné sluttede – hvorfor kommer vi tilbage til. Allerede i 2010 havde gruppen fundet billeder af byen Piramida (pyramiden på norsk) på Spitsbergen, som Svalbard-øen hedder, så de var indstillede på, at det skulle være udgangspunktet for deres fjerde album, men for at besøge sådan et sted kræver det en tilladelse.

Rasmus Stolberg: – Piramida er statsejet af et russisk firma. Det er fuldstændig umuligt at komme i kontakt med dem. Vi havde venner i Moskva, der var inde og banke på deres dør og give dem vores brev, vi havde fået oversat til russisk. Der skete ingenting. Det er virkelig irriterende at kigge på alternativer, når man har besluttet sig for, at man vil derop. Vi snakkede om Grønland og Thulebasen eller andre ruiner. Der var intet, der var ligeså tiltalende. Trangen til at tage hen og opdage det sted var svær at komme af med.


– Pludselig fik vi en mail fra et tysk tv-hold, som fortalte, at de havde holdt et møde med det russiske firma. Under det møde havde de fået fortalt, at vi havde ansøgt om tilladelse til at komme op og indspille og optage lyde. Det synes de var vildt spændende. De skulle lave en dokumentarfilm om stedet, derfor spurgte de, om vi havde lyst til at komme med på deres ekspedition. Det var en kæmpe hjælp – også rent praktisk, når man ikke selv er wild life-typen.

 

Læs et længere interview i GAFFA oktober, der er på gaden 28. september, og læs GAFFAs anmeldelse af "Piramida" her.


 

ANNONCE