Internet-fænomenet inspirerede til et bandeopgør i Bangkok
Den sydkoreanske popstjerne Psys video til "Gangnam Style" har ført til et skudopgør. Psys megahit er blevet set mere end 300 millioner gange på YouTube og har nu inspireret til et opgør imellem to rivaliserende bander i Bangkok, hvor en dansekonkurrence har ført til en skudduel, skriver The Guardian, der citerer det thailandske website INN.
Ifølge The Guardian spiste de to bander på en restaurant, da "de yngre medlemmer af begge grupper dansede provokerende mod hinanden i stil med hittet "Gangnam Style"." Dansen udviklede sig til et skænderi og efterfølgende til et skudopgør, hvor et af bandemedlemmerne affyrede mindst 50 skud. Ingen er dog kommet til skade efter begivenheden.
Psy udtalte i et interview til BBC Radio 1 i denne uge, at hans dansestil var ligesom "at ride på en usynlig hest med den nederste del af sin krop". Videoen til "Gangnam Style" viser Psy danse forskellige steder i den sydkoreanske hovedstad Seoul sammen med for eksempel børn, nonner og boksere. I videoen er Psy blandt andet klædt i et lyseblåt jakkesæt, og om sin påklædning udtaler YouTube-fænomenet: "Det er hele meningen med Gangnam Style. Klæd dig klassisk og dans dårligt."
"Gangnam Style" har i denne uge indtaget førstepladsen på flere danske hitlister, mens den ligger nummer 2 på den amerikanske Billboard Hot 100 og nummer 3 på den engelske Top 40.
Skulle du endnu ikke have set videoen til "Gangnam Style", eller vil du bare se den én gang til, kan du se den her.



