Nyhed

Guide: 13 rigtige til en musikalsk superweekend

Weekenden er over os, og hvad skal man så lave? Vi giver dig 13 bud på spændende musikalske oplevelser over hele landet.

Weekenden nærmer sig med hastige skridt, og vanen tro giver GAFFA dig en guide over spændende musikalske arrangementer de næste par dage. Udendørs-koncerterne synger på sidste vers her ved indgangen til efteråret, men er dog ikke helt forbi, og samtidig er der for alvor begyndt at komme gang i indendørs-arrangementerne efter en mere stille periode hen over sommeren. Vi har fundet 13 arrangementer, som der i skrivende stund alle er ledige billetter til. Rigtig god weekend!

FREDAG

København

Spleen United, Fredagsrock, Tivoli, Plænen, 22.00

Efter en albumpause på fire år vendte Jelling-bandet Spleen United i januar stærkt tilbage med albummet "School Of Euphoria". Bandet har på det nye album udviklet deres elektrorock til at være endnu mere elektronisk båret end tidligere, og albummet er blevet meget positivt modtaget af de danske anmeldere. Tivoli-koncerten er årets næstsidste Fredagsrock-arrangement, inden Malk de Koijn lukker og slukker næste fredag.

Geyser Festival, Kulturhuset Islands Brygge, 19.30

Kulturhuset Islands Brygge er vært for en sangskriver-festival, der fredag blandt andet kan byde på navne som anmelderroste Penny Police og Echo Me. Festivalen fortsætter lørdag med blandt andre Mads Mouritz & Hælerne og lukker søndag med blandt andre Lasse Matthiessen og Kristina Holgersen.

Aarhus

Teaterkoncert Mozart, Aarhus Teater, klokken 19.30 (premiere)

Holdet bag teaterkoncerterne "Gasolin", "Come Together" og "Bob Dylan" er tilbage med en forestilling, der tager afsæt i Mozarts musik. Nikolaj Cederholm og brødrene Hellemann præsenterer en teaterkoncert, som står på skuldrene af et klassisk univers og vil tage publikum med på en rejse gennem Mozarts verdenskendte kompositioner. Man kan nu genopdage Mozarts klassiske hits i ny rockforklædning, der vil blive fremført af nogle af Danmarks største sangere og skuespillere, blandt andre Bjørn Fjæstad, Claus Hempler og Lotte Andersen. Forestilingen havde premiere på Betty Nansen Teatret i København i november 2011 og havde stor succes dér. Forestilligen spiller til og med 20. oktober.

Outlawz, Train, 23.00

Da Tupac Shakur i 1995 blev løsladt fra fængslet, dannede han sammen med rapperen Yaki Kadafi hiphop-gruppen Outlawz, der i dag nok er bedst kendt for deres medvirken på Notorious B.I.G.-disset "Hit 'Em Up" og på nummeret "When We Ride" fra "All Eyez On Me". Outlawz bestod oprindelig af Tupac Shakur, Yaki Kadafi, Kastro, E.D.I. Mean, Hussein Fatal, Napoleon, Mussolini, Komani, Young Noble og Storm. Siden har flere medlemmer forladt gruppen, og rapperen Stormey er kommet til. Otte studiealbums har gruppen i bagagen, og den har siden årtusindeskiftet turneret aktivt med shows i USA og Europa. Nu er det aarhusianernes tur til for første gang at få besøg af Outlawz.

Shaka Loveless, V58, 23.00 (billedet)

Den storhittende reggaesanger, kendt for "Tomgang", gæster sin gamle hjemby Aarhus. Der er intet forsalg, så der er billetter efter først-til-mølle-princippet. Loveless kan også opleves på Mungo Park Teater i Allerød lørdag.

Odense

Naja Rosa, Posten, 21.00

Naja Rosa er på turné oven på udgivelsen af sit andet, meget roste album "The Place I Call Home". Sidste forår drog Naja Rosa til USA. Her omdannede hun et mobile home til et omrejsende studie, hvor hun kørte rundt i amerikanske sydstater for efter eget udsagn at finde den ægte og autentiske blues. På denne rejse mødte Naja Rosa mange af de lokale musikere i byerne Memphis, Atlanta og New Orleans, som var så begejstrede for idéen om et road-album, at de åbnede deres døre for den danske sangerinde, og endte med at være med på flere af numrene på albummet. Naja Rosas koncert på årets Spot Festival fik fire stjerner af GAFFAs Trine Jørck under overskriften "powershow fra start til slut".

Phono Festival, Odense Offentlige Slagtehuse (er i gang)

Den odenseanske elektrofestival Phono Festival er blevet afholdt hvert år siden 2006 og finder i år sted 13.-15. september i Odense Offentlige Slagtehuse, et nedlagt slagteri. Festivalen fokuserer på nyskabende, elektronisk musik som fungerer live og har i år inviteret blandt andre minimal-technoens fader Robert Hood og franske The Hacker, som har hittet sammen med Miss Kittin. Robert Hood spiller fredag og The Hacker lørdag. I går åbnede festivalen med blandt andre tyske Mouse On Mars. Læs GAFFAs reportage her.

Horsens

EaggerStunn, Kulisselageret, 21.00

Da Bikstok Røgsystem for syv år siden lagde hitlisterne og spillestederne ned med hits som "Cigar", "DK's Koner" og "Fabrik" og gjorde dansksproget dancehall til hvermandseje, sad Kristoffer "Stunn Gunn" Sjelberg bag trommerne. Han bondede hurtigt med Dwayne "Eaggerman" McFarlane, og de to fandt ud af, at de lå inde med en fælles vision om, at der skulle ske noget nyt med reggae i Danmark. I juni kunne man så se det endelige produkt af samarbejdet, som mundede ud i albummet "Armagedion" fra duoen EaggerStunn. Albummet indeholder blandt andet de to store sommerhits "Kugledans" og "Du Ka Løbe". Da EaggerStunn gæstede Train fredag den 7. september uddelte GAFFAs Julie Hugsted fem stjerner under overskriften "Kompromisløs dancehall på Train".

Kolding

BliGlad, Godset, 21.00

BliGlad tager fredag hul på deres efterårsturné oven på udgivelsen af deres tredje album, "Hjem Til Harlev", et misk-mask af pop, rock, funk og enkelte afstikkere til afrikansk highlife. Gruppen har som en del af konceptet "Sounds Like Fabric" indgået et partnerskab med tøjkæden qUINT, som står for udgivelsen og markedsføringen af "Hjem Til Harlev". BliGlad spiller også på Radar i Aarhus lørdag klokken 21.

LØRDAG

København

Laibach, Statens Museum for Kunst, 20.00

Lørdag kan man opleve den slovenske kunstnergruppe Laibach til en 30-års jubilæumskoncert, når de er på et sjældent besøg i Danmark. Koncerten vil byde på musik fra gruppens efterhånden omfattende bagkatalog, en visning af filmen "Iron Sky", som kultbandet har leveret soundtrack til samt en artist talk med gruppemedlemmerne Milas Fras og Ivan Novak i en samtale med Claus Krogholm, ekstern lektor på Aalborg Universitet. Laibach gæstede sidst Danmark i 2009, hvor de spillede i Marmorkirken i København og fik fem stjerner af GAFFAs Ras Bolding.

Quadron, Lille Vega, klokken 21.00 (få billetter tilbage)

Duoen Quadron alias sangerinde Coco O. og multiinstrumentalist og producer Robin Hannibal er til daglig bosat i Los Angeles. Den 15. september vil de dog være at opleve herhjemme, når Lille Vega præsenterer koncert med soulpop-duoen. Her kan man glæde sig til at høre numre fra et kommende album, der skal følge op på debuten tilbage fra 2009. Da Quadron spillede på Charlottenborg i juli 2011, uddelte GAFFAs Nynne Hein Møller fem stjerner med konklusionen "skøn koncert".

RebekkaMaria & The Hymnboy, Vor Frue Kirke, 20.00

RebekkaMaria & The Hymnboy er på turné til domkirkerne i Aalborg, Aarhus, Odense og København. Dette sker i kølvandet på den politiske snak om danskernes rekordhøje udmeldelse af Den Danske Folkekirke, men skal dog ikke ses som et tiltag til at bringe folk retur til kirken. Det er derimod en unik mulighed for at se de to kunstnere i et mere højtideligt koncertrum, hvor der vil være plads til fordybelse og samhørighed. Koncerten på Spot Festival 2012 fik fem stjerner af GAFFA under overskriften "Smukke sange og himmelstræbende harmonier".

Aarhus

Povl Dissing, Studenterhus Aarhus, 20.00

Povl Dissing vender tilbage til Studenterhus Aarhus' scene Stakladen. Her spillede han med Beefeaters tilbage i 60'erne og vendte for første gang tilbage i februar 2012, hvor begejstringen over gensynsglæden var så stor, at han nu vender tilbage igen. Denne gang er det med store klassikere som "25 minutter endnu", "Den grimmeste mand i byen" og "Gi' mig en hest mor".

 

 

ANNONCE