Bon Iver-frontmanden har udvalgt designet til sin fremtidige tatovering inspireret af en tv-serie
Frontfiguren i Bon Iver, Justin Vernon eftersøgte tidligere på måneden kunstnere, og nu har han fundet en vinder til sin "99designs"-tatoveringsdesign-konkurrence.
Midt i september annoncerede Vernon, at han ledte efter en tatovering, der var inspireret af den amerikanske tv-serie "Nothern Exposure", og som samtidig var i stil med den tjekkiste maler Alphons Muchas stil. Tv-serien blev sendt fra 1990-1995 og har inspireret Vernon til kunstnernavnet Bon Iver.
Vernon udvalgte den italienske designer og kunstner Giulio Rossi som konkurrencens vinder.
"I episoden transformerede en kvinde en guldfeber-landsby til et kulturelt sted ved hjælp af et bal på værtshuset. De opkalder landsbyen efter hende, Cicely, Alaska. Stilretningen i episoden er uden tvivl Mucha, og jeg vil gerne have en meget stor tatovering af det på min venstre arm," skrev Vernon tidligere på måneden. "Det her er virkelig vigtigt for mig... Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det præcist... Det er et tv-show, men på en mærkelig måde forklarer det mit liv for mig. Cicely er metaforen for det."
Se det vindende tatoveringsdesign her.
Bon Iver kan opleves i Forum i København 4. november, og så bliver det jo spændende, om man kan se tatoveringen til den tid. Koncerten er udsolgt.