Nyhed

Kaliber udgiver ny single og musikvideo

"Bobler" er seneste udspil fra vestegnshiphopperne

Rapperne Livid og DB King og sangerne Face It og Mr. Mo, der sammen går under navnet Kaliber, har smidt den nye single, "Bobler", af sted. I samme ombæring udgiver de en musikvideo til singlen, der kan ses på YouTube.

"Det er et uforpligtende party-track, der i bund og grund handler om at tjene penge og bruge dem på sjov og ballade. Men under overfladen ligger budskabet om, at man skal finde sin vej, være bevidst omkring konsekvenser, men også nyde belønningen, når det hele kører", fortæller rapperen Livid om "Bobler".

Hiphopgruppen vandt tilbage i marts Danmarks største musikkonkurrence, KarriereKanonen, der er arrangeret af P3, Bandakademiet, Koda og Danmarks Smukkeste Festival. Kaliber har hittet solidt med "Vest For København", som for nylig rundede en million visninger på YouTube.

GAFFAs Ole Rosenstand Svidt interviewede Kaliber tilbage i maj i forbindelse med, at gruppen havde vundet Karrierekanonen, blandt andet om at være gangsta og rollemodel på samme tid. Livid udtalte i den forbindelse: "Nogle af sangene fordømmer måske ikke åbenlyst gangsta-livsstilen, men andre gør, og det er vigtigt for os at have den balance. Vi er ikke gået ind i dette her for at være rollemodeller, men det gør ikke noget, hvis vi bliver det." Læs hele interviewet her.

ANNONCE