Nyhed

L.O.C. udgiver album sammen med Røde Kors

Den 1. oktober udkommer "Prestige, Paranoia, Persona vol. 2" . Hele overskuddet går til Røde Kors.

Efter L.O.C.s samarbejde med teleselskabet TDC har rapperen og Voice-dommeren nu indledt et samarbejde med Røde Kors. Når volume 2 af albumserien "Prestige, Paranoia, Persona" udgives den 1. oktober, er det i samarbejde med Røde Kors, som også får overskuddet af salget.

"Jeg har længe ville involvere mig i et ordentligt velgørenhedsprojekt, og jeg kunne lige så godt have givet det nye album gratis væk også, men så ville jeg hellere – med det kendskab, jeg har til Røde Kors – give det til mennesker, der har brug for pengene. Og så føler jeg, at jeg her kan komme med noget håndgribeligt, som ikke bare er mig som en papfigur. Det her er anderledes. Det tændte jeg bare på," fortæller Liam O'Connor.

For en donation på 30 kroner kan man få det nye album i digital udgave samtidig med, at man støtter Røde Kors, for 100 kroner kan man få både volume 1 og 2 i dobbelt-cd- samt i en download-udgave, og for donationer på 500 kroner kan man få tilsendt en unik Nationalbank-fremstillet Røde Kors/L.O.C.-mønt og et signeret dobbeltalbum. Mønten er kun produceret i 500 eksemplarer, og dobbeltalbum er også kun trykt i et begrænset oplag.


Anders Ladekarl, som er generalsekretær i Røde Kors udtaler om samarbejdet: "I Røde Kors er vi helt afhængige af den hjælp tusinder af danskere giver os. Liam O'Connors hjælp er ud over det sædvanlige. Hans cd-projekt viser, hvor stor en forskel en dedikeret enkelt person kan gøre. Vi er glade og stolte over, at Liam har stablet dette fantastiske projekt på benene for at hjælpe mennesker i nød. Lige nu står vi over for mange store og små katastrofer – fire millioner sulter på grund af tørke i Niger, og der er millioner af fordrevne fra krig i Syrien og forsømte børn i Danmark. Liams projekt er med til at gøre en forskel for de mennesker i nød. Røde Kors er taknemmelig for at være partner – og vi håber, at rigtig mange vil købe albummet. Vi er også rigtigt glade for, at Liam samtidig har valg at være ambassadør for vores landsindsamling, som finder sted den 7. oktober"

L.O.C.s samarbejde med Røde Kors kører i hele oktober måned, og det er muligt at købe albummet igennem begge parters platforme, i pladebutikker og på streamingtjenester.

 

 


ANNONCE