Se dokumentarfilm og dj-sæt fra blandt andre James Murphy
Billedet: LCD Soundsystem i Koncerthuset 14. august 2010
Amerikanske LCD Soundsystem gik tidligere på året i opløsning med et brag af en koncert i Madison Square Garden i New York. Den 6. oktober er der mulighed for at blive inddraget i gruppens sidste tid, når der er eksklusiv, skandinavisk premiere på koncert- og dokumentarfilmen "Shut Up and Play the Hits". Filmen handler om LCD Soundsystems sidste døgn, og vises i Koncerthusets koncertsal som en optakt til filmfestivalen CPH:DOX, hvis musikprogram bliver lanceret samme dag.
Filmens hovedperson og LCD-frontmand, James Murphy, vil være til stede denne aften, og Murphy stiller op til spørgsmål efter filmen. Efter film og spørgerunde fortsætter festen i Studie 1, hvor James Murphy helt eksklusivt optræder med et af sine eftertragtede dj-sæt. James Murphy har inviteret sine venner fra dj-kollektivet 2ManyDJs med, og de optræder også denne aften. Der vil desuden være optrædener fra danske Christian D'or (VICE, Disco Dick) og Pac(can).
"Shut Up and Play the Hits" vil kun blive vist denne ene gang under hele filmfestivalen, og præsenteres som et samarbejde mellem CPH:DOX, DR og VICE.
CPH:DOX løber i år af stablen den 1.-11. november 2012. Festivalens musikprogram består dels af en koncertrække, AUDIO:VISUALS, og en musikfilmkonkurrence, SOUND & VISION.
Billletter kan købes her.





