Entertaineren, som gjorde "Moon River" elsket, er død som 84-årig
Den 84-årige crooner Andy Williams døde efter en længere kamp imod blærekræft i sit hjem i Branson, Missouri. Den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan har kaldt Williams for "en nationalskat", og sangeren har haft succes med evergreens som "In the Arms of Love", "Butterfly", "Happy Heart", og især for sin udgave af sangen "Moon River".
"Moon River" er en ballade, skrevet af Johnny Mercer og Henry Manicini, som første gang blev sunget af Audrey Hepburn i filmen "Breakfast at Tiffany's" i 1961. Henry Mancini tænkte, at sangen ville passe godt til Andy Williams, der indspillede sangen, og sang den til Academy Awards i 1962. Siden er "Moon River" blevet entertainerens særlige signatur, og han har opkaldt sit Moon River Theatre efter sangen, samt sin biografi fra 2009, der havde titlen "Moon River and Me". Ud over karrieren som sanger har Williams været tv-vært i 1960'erne i sit The Andy Williams Show.
I 2011 meddelte Andy Williams, at han var diagnosticeret med blærekræft, og i juli forlod han hospitalet for at bruge den sidste tid i hjemmet med sin familie.
Se Andy Williams synge "Moon River" her.

