Nyhed

Russisk premierminister vil have Pussy Riot løsladt

Premierminister Dmitri Medvedev synes, at punkpigerne skal sættes fri

Den russiske premierminister, Dmitri Medvedev, udtaler, at de tre piger fra punkbandet Pussy Riot, som i august fik en fængselsdom for hooliganisme, har været indsat længe nok. Selvom premiereministeren siger, at han væmmes ved bandets punk-protest, oplyser Wall Street Journal, at han til et møde med partiet Forenet Rusland har udtalt, at det virkede uproduktivt at forlænge Pussy Riot-pigernes fængselsophold i forbindelse med sagen, og at pigerne har siddet længe nok inde til at kunne have tænkt over det, de har gjort.

Tre af medlemmerne i Pussy Riot, Nadezda Tolokonnikova, 22 år, Maria Alechina, 24 år og Yekaterina Samutsevich, 30 år, har siden marts i år siddet varetægtsfængslet efter at have opført en spektakulær performance i Frelseren Kristus-katedralen i Moskva den 21. februar. Her sang de maskerede kvinder sangen "Holy Shit" som en protest mod den ortodokse kirkes støtte til præsident Vladimir Putin, og de opfordrede Jomfru Maria til at fjerne Putin. Sangen blev optaget på en video, der har gået verden rundt, og kvinderne blev efterfølgende sigtet for hooliganisme.

Den 17. august modtog de tre medlemmer en dom på to års fængsel, en dom som kan appeleres den 1. oktober. Da de modtog fængselsdommen, udtalte dommeren, at "pigernes handlinger var ugudelige, blasfemiske og brød kirkens regler." De to resterende medlemmer af Pussy Riot flygtede ud af landet for at undgå selv at blive arresteret.


Hele episoden har skabt protester og debat verden over, hvor også flere musikere – heriblandt Paul McCartney og Madonna – offentligt har støttet de tre dømte kvinder.

ANNONCE