Dan amerikanske musiker blev 72 år
I går døde den amerikanske sanger og sangskriver Joe South i sit hjem i Georgia, 72 år, skriver New York Times. Han omkom efter et hjerteanfald og efterlader sig en søn og et barnebarn.
Joe South, døbt Joseph Alfred Souter, blev født med musik i blodet. I hvert fald var han ikke mere end 12 år, da han i 1952 første gang optrådte med sin guitar på den lokale radiostation. Fem år senere begyndte popkarrieren med hittet "The Purple People Eater Meets the Witch Doctor" og op gennem 60'erne og 70'erne blev han kendt for sange som "Games People Play", "Walk a Mile in My Shoes" og "(I Never Promised You a) Rose Garden".
Sidstnævnte er nok hr. Souths bedst kendte sang, som dog først blev et hit, da den fire år senere blev indspillet af Lynn Anderson og nåede nummer tre på den amerikanske Billboard pop chart i 1971.
I 1970 vandt Joe South en Grammy for bedste sang, "Games People Play", men efter broderen Tommys selvmord året efter trak South sig stort set væk fra rampelyset. I 2003 spillede han dog sammen med Buddy Buie, James B. Cobb Jr. og Chips Moman i forbindelse med en ceremoni, som inkluderede sangeren og sangskriveren i Georgia Music Hall Of Fame. Desuden udsendte Joe South i 2009 en ny sang, "Oprah Cried", for første gang i mange år.
Inden Joe South etablerede sig selv om kunstner, spillede han guitar på indspilninger med en lang række artister, herunder Bob Dylan (på albummet "Blonde on Blonde" fra 1966) og Aretha Franklin. Billy Joe Royal indspillede gennem 1960'erne flere af Souths sange, blandt andre "Down in the Boondocks" og "I Knew You When", og også Elvis Presley præsenterede sangen "Walk a Mile in My Shoes" på sit live-album "On Stage" fra 1970.

